Den oversete katastrofe på Lenin Stadion

For 34 år siden oplevede Rusland sin værste stadionkatastrofe i historien. Omfanget af ulykken er endnu ikke definitivt fastlagt den dag i dag, men ofrene mindes stadig.

Af Toke Møller Theilade

Den 20. oktober 1982 var en bidende kold dag i Moskva, hvilket blev understreget af, at den sovjetiske hovedstad fik efterårets første sne. Kulden stoppede dog ikke fodboldklubben Spartak Moskva fra at spille imod hollandske Harleem i UEFA Cuppen samme aften. Kampen blev spillet på det enorme Lenin Stadion, det nuværende Luzhniki, hvor VM-finalen i 2018 skal spilles, men på trods af en kapacitet på 82.000 var der blot blevet solgt omkring 10.000 billetter til kampen. Det forfærdelige vejr gjorde, at kun de mest trofaste fans dukkede op, primært teenagere og unge mænd, de såkaldte fanatys, den sovjetiske udgave af de europæiske ultras. På grund af det lave antal besøgende og det store arbejde med at rydde stadionet for sne, havde myndighederne valgt at lukke halvdelen af stadionet, hvilket betød, at størstedelen af fansene var placeret på den østlige tribune, som lå tættest på metroen, noget der skulle vise sig at blive fatalt.

Fra den østlige tribune kunne fansene se nogle af Sovjetunionens største stjerne brillere, såsom målmanden Rinat Dasayev, forsvarsspilleren Oleg Romantsev og den magiske midtbanekreatør Fyodor Cherenkov. Spartak fansene havde naturligvis store forventninger, og håbede på et godt resultat inden returkampen i Holland to uger senere.

Det startede da også godt for de rød-hvide. I det 16. minut scorede den tajikiske midtbanespiller Edgar Gess til 1-0, men herfra gik kampen i stå. Fansene måtte vente mange frustrerende minutter før den georgiske angriber Sergei Shvetsov lukkede kampen med sit mål til 2-0 20 sekunder før tid. Ulig hans mange andre mål i karrieren, endte dette ikke som et glædens øjeblik. ”Jeg ville ønske, at jeg ikke havde scoret,” fortalte han senere.

Få minutter før Shvetsovs scoring havde et par hundrede fans besluttet sig for at forlade kampen for at undgå kaosset ved metroen efter kampen. Fansene på den østlige tribune havde to mulige udgange, men de fleste valgte, af gode grunde den, der førte dem tættest på metroen, hvilket desværre også var den udgang, der var glattest på grund af vejret. Da 2-0 målet blev sat ind kunne fansene høre brølet fra deres fejrende medfans, hvorfor mange besluttede sig for at vende om for at komme tilbage til tribunen. Få sekunder efter var udgangen forvandlet til et blodbad, hvor folk gled rundt på trapperne og blev trampet ned, imens andre blev mast i mellem fans, der forsøgte at komme ud og andre, der forsøgte at komme ind.

Ifølge den amerikanske historiker Robert Edelman, der i gennem en årrække har forsket i Spartaks historie og sovjetisk sportshistorie, tog det 30 minutter før de første ambulancer begyndte at rulle op foran stadionet. I mellemtiden var politimænd og soldater begyndt at bære døde Spartak fans ud på parkeringspladsen foran Lenin Stadion.

Imens Spartaks fans kæmpede for livet, forlod de 100 medrejsende hollandske fans stadionet i gennem en anden udgang, uvidende om de scener, der udspillede sig andetsteds på arenaen. ”Et par dage efter fik vi fortalt, at der havde været en ulykke, men der gik måneder før vi fandt ud af, at folk var blevet dræbt,” fortalte Harleems præsident, Dick Hulsebosch, senere.

Hulsebosch var dog ikke den eneste, der var noget tid om at forstå seriøsiteten af ulykken på tribunen.

”Vi vidste intet om ofrene,” sagde målscorer Gess senere. ”Vi sad i omklædningsrummet bagefter, og vi havde ikke den fjerneste idé om katastrofen, der udspillede sig omkring os. Vi hørte senere, at radiostationen Voice of America havde fortalt historien om aftenen, men det var først morgenen efter, da Spartak boss Nikolai Starostin fortalte os nyheden, at vi hørte om katastrofen.

De sovjetiske borgere blev heller ikke informeret om ulykken. På trods af dens størrelse var der blot en enkelt avis, der skrev om begivenhederne på Lenin Stadion dagen efter. I Vechernaia Moskva kunne befolkningen læse: ”I går, på Lenin Stadion, efter afslutningen på fodboldkampen var der en uheldig hændelse. Der var tilskadekomne iblandt tilskuerne.” Politiet skyldte senere skylden på unge hooligans i stedet for på stadionadministrationen, der ikke havde forberedt sig godt nok på afholdelsen af kampen.

De få linjer i Vechernaia Moskva var det eneste de sovjetiske borgere hørte om tragedien i mange år, da general sekretær Leonid Brezhnev havde beordret, at episoden skulle mørklægges for at skjule myndighedernes fejl. Da han døde 21 dage senere startede hans efterfølger, den tidligere KGB leder Yuri Andropov, en officiel undersøgelse, hvilket resulterede i, at stadion bestyreren Yuri Panchikhin blev dømt til 18 måneder i arbejdslejr for at have været skyld i 66 menneskers død. Panchikhin blev dermed gjort til syndebuk på trods af, at han, og flere øjenvidner, skyldte skylden på politiet for at have lavet flere store fejl.

Panchikhin var dog ikke den eneste person, der blev sigtet, men stadion direktør Viktor Kokryshev, hans vicedirektør og politimesteren fik alle amnesti. Førstnævnte på grund af hans heroiske forsøg på at redde så mange som muligt, og de to sidstnævnte på grund af deres militærfortid samt Sovjetunionens 60 års jubilæum.

Retssagerne blev dog ikke dækket af nogle medier, hvorfor offentligheden ikke hørte om ulykken før april 1989. Her havde Mikhail Gorbachev’s glasnost politik givet pressen nok frihed til, at sportsavisen Sovetsky Sport kunne skrive en artikel om katastrofen, hvor det blev hævdet, at antallet af døde kunne være langt højere end de 66 myndighederne havde fastslået. Sovetsky Sport rapporterede, at mere end 100 mennesker havde mistet livet, dog uden at have nogle kilder til at bakke påstanden op.

Tre måneder senere hævdede journalister fra samme avis, at dødstallet var på 340, hvilket var baseret på interviews med Spartak tilhængere. I artiklen kom det også frem, at de sovjetiske myndigheder havde aflyst resten af Spartaks kampe tilbage i oktober 1982 af frygt for, at ofrenes familier og venner ville afsløre ulykken og dens omfang ved at lægge blomster ved stadion.

Som følge af Sovetsky Sports afsløringer interviewede avisen Izvestia Aleksandr Shpeyer, der ledede undersøgelsen i 1982. Han afviste, at der havde været mere end 300 døde, og slog fast, at ’blot’ 66 var døde, imens 61 andre var blevet sårede, hvormed han altså holdt sig til de officielle tal. Han kaldte ydermere episoden for en tragisk ulykke, men han afviste, at politiet havde været grunden til ulykken, da den var uundgåelig under de forhold. Han afviste ydermere, at noget var blevet tilbageholdt for offentligheden, da alle informationer var tilgængelige i Moskvas arkiver. Sovetsky Sport indrømmede senere, at deres tal havde været overdrevne.

På trods af, at Shpeyer beskrev ulykken som tragisk og kaldte politiet for uskyldige, så beviste Izvestias journalister, at flere af Spartaks fans havde smuglet alkohol ind på stadion for at holde sig varme. Fansene havde ydermere kastet snebolde og flasker efter politiet under kampen, hvilket gjorde, at politiet gjorde udgangen smallere i et forsøg på at fange de skyldige i takt med, at de forlod stadionet.

34 år senere er det stadig uvist præcis, hvad, der skete den oktober aften i 1982, men det forbliver det mørkeste kapitel i russisk og sovjetisk fodboldhistorie, og det står til dags dato stadig som den værste stadionkatastrofe i Ruslands historie.

De 300, der blev rapporteret døde blev bevist som værende overdrevent, men der er stadig øjenvidner, der hævder, at der døde flere end de 66 som myndighederne hævdede dengang, og stadig gør den dag i dag.

Spartak afholder hvert år en fodboldturnering sammen med deres fans, hvoraf overskuddet går til ofrenes familier, og de rød-hvide spillere besøgte i går Luzhniki for at lægge blomster, imens de i dag holdt et minuts stilhed før træningen begyndte.