Nye demonstrationer i gang i Montenegro
Montenegro: Flere hundrede mennesker er i aften samlet i Montenegros hovedstad Podgorica. Demonstranterne kræver fratræden af landets premierminister Milo Djukanovic, som de beskylder for korruption og magtmisbrug, skriver den montenegrinske nyhedsserver Vijesti.
Demonstranterne samledes i første omgang ved det hospital, hvor formand for Den Montenegrinske Boxeorganisation, Mija Martinovic er indlagt, efter han sidste lørdag blev brutalt gennembanket af politiet.
Demonstranterne var i telefonisk kontakt med Martinovic, som erklærede sig parat til at være i demonstranternes rækker, såsnart han bliver rask.
Demonstranterne fortsatte efterfølgende til byens hovedplads Republikpladsen og vil ifølge Vijesti fortsætte demonstrationen ved RTCG bygningen, bygningen af landets radio og tv. ota