De russiske militærdoktriner: Forandring eller kontinuitet?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: I takt med optrapningen af den ”kolde krig” mellem Rusland og Vesten er der af indlysende grunde stort fokus på de russiske udenrigspolitiske og militære doktriner – og på de russiske militærøvelser.

Nogle mener, som Nicola Fasola i en analyse af tidsrummet 2008-2016 for det tjekkiske institut for internationale relationer (IIR), at doktrinerne har rod i dem, der var blevet udformet i det gamle Sovjetunionen, at også Rusland i dag er synonymt med ”det onde”.

Andre derimod udtrykker overraskelse og chok over de russiske militære øvelser og aktioner. De siger at vi er vidner til noget nærmest ”revolutionært”. Andre igen ser i en grad af kontinuitet i både doktriner og militærøvelser, ser ingen større kvalitative ændringer, højst justeringer, for de grundlæggende begreber er fastholdt.

Fasola selv hører til sidste gruppe. Han mener ikke, at Ruslands militære doktriner kan sidestilles med Sovjetunionens i sin tid og ser ikke de store forandringer.

Rusland har groft sagt haft tre forskellige typer doktriner, for det første militære, for det andet udenrigspolitiske i form af ”Foreign Policy Concepts” (FCP) og for det tredje i nationale sikkerhedsstrategier (NSS). Fasola fastslår, at opfattelserne af militær sikkerhed over årene 2010-14 byggede på brede ”holistiske” tilgange, og at de opererede på flere niveauer.

Gennemgående for dem er, at brug af magt, også militær magt, ligestilles med brug af politiske, diplomatiske og økonomiske fremgangsmåder, fx sanktioner. Konflikter i dag sker konventionelt, nukleart, irregulært, informativt etc. Gerasimovs teser (”Gerasimov-doktrinen”) som i 2014 omkring Krim-krisen vakte opsigt slog netop på det organiske samspil mellem militære og ikke-militære instrumenter og på de uklare grænser mellem krig og fred, fx hybridkrig og cyberkrig, men Gerasimov-doktrinen var, siger Fasola, i virkeligheden ikke særlig revolutionær.

Rusland er stadig klart underlegen militært, men er blevet styrket militært over de senere år. Men underlegenhed og følelsen af at være en ”belejret fæstning” tvinger landet til at agere hurtigt i kritiske situationer, at overraske fjenden, hvilket stiller krav til hurtig mobilisering og aktion.

Hurtighed er vigtigere, langstrakte ødelæggende krige skal derimod undgås, Afghanistan-krigen afskrækker. Derfor satser Rusland lige nu hurtigt at mindske sit engagement i Syrien. Det stiller ekstra krav til kommando og kontrol. Fjenden skal ud fra de vedtagne ”organiske” militære principper (”organistic conceptions”) rammes på forskellige niveauer og fronter. Brug af atomvåben indgår som en vigtig del.

Tidligere blev der talt for at bruge atomvåben i ”kritiske situationer”, en bred og uklar formulering, i dag ses kernevåben som afskrækkelse og som et ”second strike” våben i forbindelse med kontrollerede konflikteskalationer, hvilket i praksis betyder en nedtoning af muligt brug af a-våben.

Årsagen hertil er for så vidt enkelt nok, det russiske militær er blevet stærkere og kan derfor bedre klare sig i en konventionel krig, i hvert fald længere end før. Ser vi på selve omfanget og indholdet i militærøvelserne konstateres i analysen, at russerne har gennemført langt flere øvelser end Vesten, måske dobbelt så mange, mange har dog været af de mindre af slagsen (såkaldt ”snap exercises”), alene i 2011 var der 11 af slagsen.

I nogle øvelser, fx ”Vostok” i 2014 og Zapad 2013 og 2017 deltog væsentlig flere, i ”Vostok” alene omkring 155.000. Strategisk mobilitet, reserve mobilisering, og civilt-militært samarbejde, højt beredskab var integreret i de fleste af øvelserne. Begreber som ”brug af magt” (”use of force”), ”tvang” (”coercion”) og ”konflikt” (”conflict”) indgår naturligt nok også i doktrinerne, inspireret af Clausewitz´teser i 1800-tallet.

Brugen af militær magt betragtes som et legitimt redskab til at opnå de ønskede resultater gennem at ”push to the limit”, gribe initiativet, handle hurtigt og samtidig sætte en tidsgrænse (”know when to stop”), jævnfør problematikken omkring Syrien-konflikten.

I Østukraine undgås direkte militær konfrontation. At agere hurtigt og prompte skal tjene til at forvirre og splitte fjenden. Magtanvendelse skal, uanset form og niveau, i god overensstemmelse med Clausewitz’ gamle men stadig aktuelle teser tjene politiske formål, ikke blot militære.