DDR i minder: Vi bliver her!
Af Annette Herzog
DDR: Vores venner Rainer og Stüwi bor i en hjørnelejlighed på Greifswalder Straße. Stüwi, som er nogle år yngre end os, har indtil for nylig været tvillingernes børnehavepædagog. Da hun kom hjem til os på det obligatoriske forældrebesøg, havde hun en flaske rødvin med. Vi har været venner siden.
Fra deres lejlighed på 3. sal kan Rainer og Stüwi kigge ned i gården til den lokale politistation. Siden den 7. oktober har der været en forfærdelig larm. Gitterportene kører på små, støjende metalhjul, og de åbnes og lukkes konstant. Mandskabsvogne kører ind og ud, og fra deres køkkenvindue kan Rainer og Stüwi se de fængslede demonstranter. Politibetjentene hersker rundt med dem, råber og slår med gummiknipler. De anholdte står i timevis med spredte ben og ansigtet vendt mod muren.
Foregår det her virkelig i DDR? Vi troede, at det kun var under Hitler, at mennesker blev behandlet sådan. Reiner og Stüwi stiller fyrfadslys i deres køkkenvindue som en hilsen til de anholdte og for at sige, at de ikke er alene. At der er vidner til.
Også Rainer og Stüwis knap 1 år gamle søn er alene hjemme og sover, da de kommer for at besøge os den efterfølgende dag. Egentlig ville de tilslutte sig en stjernemarch fra Alexanderplads, men politiet havde afspærret området og tvunget dem ind i metroen sammen med mange andre.
De stod af ved Senefelder Plads, og siden vi bor lige i nærheden, besluttede de sig for at besøge os. Desværre er vi ikke hjemme. Senere finder vi deres seddel under vinduesviskeren af vores grønne Wartburg: Vi er her endnu, hvad med jer? – et sorthumoristisk spørgsmål, der relaterer til de mange, der hver dag forlader DDR via Ungarn, Warszawa og Prag.
Men da de to dage efter beretter om, hvad der for tiden foregår i deres baggård, kommer vi i tvivl – alle fire. Hvis dét her fortsætter, bliver vi også nødt til at stikke af.
Rainer og Stüwi fortæller, hvordan de dagen før bankede på politistationens dør i Immanuelkirchstraße. De havde deres barnevogn med.
“Vores søn kan ikke sove på grund af den larm, I laver,” brokkede de sig og følte sig meget modige.
“Det bliver I nødt til at vænne jer til,” lød det lakoniske svar.
Men netop dét har vi ikke tænkt os at gøre. Få dage efter melder vi os ind i den nye protestorganisation Neues Forum og beslutter trodsigt: Vi bliver her!