DDR i minder: Et land, der ikke findes mere

DDR: Min lejlighed i København er fyldt med ting, der bærer minder om et land, der ikke findes mere. De fleste ting flyttede med os, da vi flyttede fra Berlin til København. Der er for eksempel fire IKEA-klapstole, som ingen ville lægge mærke til. Alle har de stole, de kan stadig købes, de koster ingenting. Men de er specielle for mig.Hvor skal jeg begynde? Skal jeg begynde med at forklare, at der i DDR blev produceret møbler for IKEA? Som blev eksporteret til Sverige, og som så godt som aldrig kom i en østtysk forretning, fordi DDR kunne få værdifuld valuta for dem?

Eller skal  jeg begynde med at fortælle, at jeg havde været gift en gang før og havde en eks-svigermor, som jeg kom godt ud af det med? Hun er mine tvillingers farmor, og ja – jeg begynder med hende.

Hun arbejdede som radiolog i en Poliklinik, et offentligt lægehus. Almenpraktiserende læger, børnelæger, gynækologer, tandlæger, ortopæder … næsten alle fag samlet under ét tag. Tit må man sidde og vente én til to timer, men når jeg kommer med et af mine børn, sørger hun for, at vi må springe ventekøen over. Man hjælper hinanden, hvor man kan.

Man hjælper også hinanden med at skaffe ting, som ellers kun sælges “under disken”. Udtrykket “etwas unter dem Ladentisch kaufen” betyder, at man skal kende nogen for at få fat i en vare, som der er mangel på i DDR. Det kan være alt muligt: Reservedele, byggematerialer, sengetøj af bomuld, bomuldsprodukter i det hele taget, cykler, symaskiner, tomatketchup, juledekorationer, plader med vestmusik, en lang række bøger, såkaldte licensudgaver af vestlige forfattere, hvor oplaget ikke er stort …

I møbelforretningen Schönhauser Allee har de fået et lille antal klapstole af træ, lyder rygtet. Eksportvare. Man skal enten være rigtig hurtig, eller man skal kende nogen, der arbejder der. Det er for sent til at være hurtig, da rygtet når frem til mig. Det hedder allerede: De havde klapstole. Men min ekssvigermor har en homoseksuel kollega, og Herr Schatz har et stort netværk af bøssevenner. En af dem arbejder i møbelforretningen. Et telefonopkald – og han sørger for, at der reserveres fire stole til mig. Hvis altså jeg kommer med det samme. Det gør jeg, og jeg er lykkelig!

En anden gang hjælper Herr Schatz mig med at få en tid på et bilværksted, da motoren i min nye Trabant er gået i stykker. En tid på et bilværksted? Og en ny motor oven i købet? Personalet i bilforretningen, hvor jeg havde købt Trabanten, ryster på hovedet: Hvilken verden lever du i? Jeg går hen til min eks-svigermor: Kender du nogen? Hun gør, eller rettere sagt: Herr Schatz gør. Min Trabant får en ny motor.

 

Til gengæld hjælper hun hans netværk af bøssevenner, når de har brug for medicin – sådan lidt speciel medicin til deres specielle problemer. Også senere, da Herr Schatz for længst har benyttet sig af en rejse til Cuba for at stikke af til Vesten, bliver hans bøssevenner ved med at komme til hende for at bede om recepter. En af dem kommer med mistanke om gonorré. Hun følger ham ned til hudlægen, som bagefter fortæller hende, at han også har alt muligt andet …

Det er, hvad jeg bliver mindet om, hver gang jeg har gæster og bærer mine IKEA-klapstole op fra kælderen. For nylig lånte jeg dem ud – og fik tre forkerte tilbage. De nye er af mindre god kvalitet.  Nu værdsætter jeg den ene, ægte, endnu højere end før.