Danmarks nye nationalsport: At svine Marie Krarup til

Flere kendte danske politikere, journalister og andre har på det seneste rettet hårde angreb mod Marie Krarup, men Krarup skulle snarere hædres end at svines til

Af Ota Tiefenböck

Debat: Den ene abe får den anden til at gabe, siger et dansk ordsprog. At der er noget ved udtrykket, viser de seneste hårde angreb i danske medier, som fremtrædende personer en efter en retter mod tidligere medlem af Dansk Folkeparti og løsgænger i Folketinget Marie Krarup. Krarup tillader sig nemlig det umulige: At gå imod strømmen i medierne og den politiske arena i Danmark og Vesten og stille spørgsmålstegn ved krigen i Ukraine. Stille spørgsmålstegn ved, hvad der førte til krigen. Ved den totale mangel på diplomatiske forsøg og den massive vestlige militære hjælp til ukrainerne, som utvivlsomt blot eskalerer krigen og vil betyde flere tabte menneskeliv. Og ikke mindst, hvorvidt krigen kunne have været undgået og hvad der skal til at stoppe den. Den slags gør man ikke ustraffet i et samfund, hvor alle helst skal mene det samme og på sociale medier i en lavineagtig proces skal tilkendegive, at de gør det. Krarups kamp kan således ikke betegnes som andet, end en håbløs Sisyfos kamp, som er tabt på forhånd. Det eneste Marie Krarup får ud af den, det er nemlig at blive svinet endnu mere til. 

Jeg vil ikke forholde mig til alt, hvad Krarup har ytret sig om i den seneste tid. Jeg er nemlig heller ikke altid enig i alt, hvad Krarup siger. Jeg vil blot forholde mig til, at det burde være ganske legitimt i et demokratisk samfund at stille disse spørgsmålstegn. Det er uværdigt for vores samfund, at dét at mene noget andet om en problematik, resulterer i dæmonisering uden at forholde sig til, hvad den ytrende egentlig mener.

Det er nemlig et faktum, at de mange våben, der i jævn strøm bliver sendt til Ukraine betyder, at endnu flere mennesker kommer til at miste deres liv. Unge mennesker, uskyldige indbyggere i de berørte områder i Østukraine, som ikke har været med til at træffe de beslutninger, der har ført til krigen og ikke har ønsket den. Det er også et faktum, at krigen godt kunne have været forhindret, både inden den overhovedet opstod, men også efter selve den russiske invasion sidste år, hvor USA`s udenrigsminister Anthony Blinken dagen efter invasionen afviste at mødes med Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov. Det er også et faktum, at en stigende kaos i verden og stigende uforudsigelighed kan ende med, at den nuværende situation kan udvikle sig til hvad som helst. Det er ikke længere et utopisk scenarium, at vi får en krig Europa.

Det sker forhåbentligt ikke. At hundredetusindvis af ukrainere har mistet og kommer til at miste livet og at Ukraine får kæmpemæssige økonomiske tab, det er desværre et faktum. Marie Krarup stiller således ganske legitime spørgsmål, og burde hædres frem for svines til. Hendes kritikkere burde, tænke lidt dybere over, hvad hun forsøger at sige, hvad der er på spil og droppe blot at fokusere på nogle uheldige udtalelser. Det er situationen alt for alvorlig til.

Det er ganske nemt at synge den samme sang, som alle synger, men det kræver derimod mod, at stille sig imod og sige, at man ikke er enig.  

Jeg er godt klar over, at jeg med dette indlæg bevæger mig ud på en usikker grund, og at flokken nu også kan vende sig imod mig, men min historie og menneskelig værdighed og moral tillader mig ikke andet end at forsvare Marie Krarup. Det hun gør, det burde være en selvfølge i et demokratisk samfund og hendes bidrag burde være med til at skabe en åben og retfærdig debat om emnet og få os til at reflektere over denne forfærdelige krig. Denne debat har vi nemlig ikke i Danmark. Hvorvidt mere krig og flere våben er den rette måde at løse uoverensstemmelser på i det 21. århundrede og hvorvidt vores politiske eliter ikke fører os ud i noget, vi egentlig ikke ønsker. Og det gælder uanset, at det er Rusland, der er aggressor i denne krig og uretsmæssigt har invaderet et naboland.

Jeg vil tillade mig at afslutte med gøre opmærksom på, at jeg til forskel for de mange danske russerbekæmpere, har oplevet russisk aggression på min egen krop. Jeg har set sovjetiske kampvogne indtage mit tidligere land, Tjekkoslovakiet. En invasion, som ikke blot afsluttede vores drømme om et demokratisk samfund, men også kom ganske voldsomt til at påvirke min efterfølgende opvækst. Jeg elsker desuden Ukraine og har en del venner i Ukraine, mennesker som jeg er glad for og bekymrer mig for. At jeg har dårlige erfaringer med russerne, betyder dog ikke, at jeg skal slå hjernen fra og bliver en ukritisk russofob resten af mit liv.