Corona i Serbien, fra en vits til total panik

Den serbiske hovedstad Beograd Foto: Ota Tiefenböck

Af Michael Skovggard

Serbien: Serbien har haft en noget specielt forløb. Ingen tog coronavirus alvorligt i starten, men pludselig fik piben en anden lyd. Tre års fængsel for ikke at overholde udgangsforbud, skriver MDR‘s korrespondent i Beograd.

I starten var det „den mest latterlige virus i verdenshistorien“. Det sagde lungespecialisten professor Branimir Nesterovic under en pressekonference. Han rådede sågar folk til at rejse til Milano for at købe ind, nu hvor priserne var lave. Professoren mente, at Corona var et Facebook-fænomen, som man ikke skulle tage alvorligt.

Det var den 26. februar. På det tidspunkt vidste man også, at fire personer allerede var døde af Covid-19 i Italien. I flere uger bagatelliserede man problemet, og boulevardpressen skrev, at man skulle faste for at styrke immunforsvaret. Præsident Vucic rådede folk til at drikke en snaps om dagen. 4. marts udskrev præsidenten parlaments- og kommunalvalg til afholdelse 26. april, og hans serbiske fremskridtsparti (SNS) gennemførte arrangementer med store forsamlinger.

Pludselig var løjerne forbi. 15. marts erklærede Vucic landet i undtagelsestilstand og fastlog, at landet var i krig mod en „usynlig og ondskabsfuld fjende“. Dag for dag blev tiltagene skærpet. Først blev skoler og børnehaver lukket, dernæst museer og biografer, og alle større forsamlinger blev forbudt.

Dernæst fulgte et udgangsforbud fra kl. 20 til 05 om morgenen, og folk over 65 år måtte ikke længere forlade deres hjem. Det drejede sig om i alt 1,7 mio. mennesker, som regulært blev spærret inde.

Snart var gaderne lagt øde i Beograd, men præsidenten var ikke tilfreds med folks adfærd. Udgangsforbudet blev rykket til at gælde fra kl. 17, og alle restauranter, cafeer og hoteller blev lukket, og den kollektive trafik blev indstillet. Hundeejere protesterede, hvilket medførte, at man fik lov til at lufte hund i 20 minutter i tidsrummet 20-21, dog måtte man ikke bevæge sig længere væk end 200 meter fra hjemmet.

Senere beklagede præsident Vucic den manglende støtte fra EU og bad sin „kinesiske ven og bror“ Xi Jinping om hjælp, hvorefter medicinsk udstyr og læger ankom fra Kina. Og den kinesiske ambassadør i Beograd talte om et stålsat forhold mellem de to lande.

Efterhånden magtede politiet ikke længere at opretholde udgangsforbudet, hvorefter hæren blev sat ind. Nu patruljerer soldater i Beograds gader og overvåger hospitaler og regeringsbygninger. Straffen for at bryde udgangsforbudet er hård. Flere medier beretter, at en mand er blevet idømt tre års fængsel for denne forseelse.

Seneste tal for Serbien er 458 smittede personer – heraf er 8 døde. (27. marts)

Share This