Centraleuropæisk indblik: Ungarn er bedst
I et kriseramt Europa er Ungarn et foregangsland, mener den ungarske premierminister Viktor Orbán.
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Ungarn: Viktor Orbán er en udskældt mand, men han agter ikke at bøje nakken og optræde ”korrekt”. Det kom endnu engang til udtryk, da han for få dage siden holdt tale i Budapest for 200 medlemmer af sit parti. Europa, sagde han, slås med alvorlige problemer og må handle hurtigt, hvis kontinentet ikke skal falde fra hinanden.
25 år efter murens fald stiger den sociale utilfredshed overalt i Europa. Den økonomiske politik har fejlet, og euro-samarbejdet er som bekendt stadig kriseramt. EU-landene ved heller ikke, fortsatte han, hvad de skal stille op med det voksende antal immigranter.
Ungarn er et foregangsland og har placeret sig centralt internationalt. Den politik, Ungarn fører, er en model for andre. Det gælder den økonomiske politik, hvor Ungarn i forhold til andre har opnået flotte resultater.
Og når det gælder Ukraine gjorde Orbán opmærksom på, at det vel ikke burde være forbudt at kræve autonomi for det omkring 160.000 store ungarske mindretal, der bor i det krigsramte naboland.