Centraleuropæisk indblik: Ingen asyl til ukrainere i Polen
Et stigende antal ukrainere søger politisk asyl i Polen, men bliver alle afvist, da Ukraine betragtes som et sikkert land.
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Ukraine/Polen: Flere tusinde fra Ukraine har søgt om asyl i Polen på grund af krig og borgerkrig. I 2014 har ifølge Wyborcza Gazeta 2253 søgt om asyl, og det er en markant stigning i forhold til året før, hvor kun 46 personer søgte asyl i Polen.
Mange ønsker at rejse videre fra Polen til Tyskland eller Frankrig, men ingen opnår asyl. Argumentationen fra polsk side er, at ukrainerne har mulighed for at få ”indre” asyl i Ukraine selv, da kamphandlingerne er koncentreret i landets østligste del. Kampene er heller ikke anerkendt som regulær krig.
Heller ikke de unge som forsøger at flygte fra militærtjeneste bliver, set fra Warszawa, betragtet som en gyldig grund til at opnå asyl.
Mange ukrainere vælger derfor at flygte til andre lande, hvor mulighederne er bedre, for eksempel Rumænien og sågar Rusland.
Anderledes forholder det sig med ukrainere med polsk afstamning. Ifølge den polske ugeavis Polityka bor der i Polen lige nu 178 personer med polsk afstamning evakueret fra Donbas.