Central- og Østeuropa, status omkring årsskiftet 2023-2024

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Øst- og Centraleuropa: Det er ikke begejstring og optimisme, der har præget kommentatorers og statslederes taler her omkring nytår. Oven i Ukraine krigen har vi fået den blodige krig mellem Israel og Hamas. Kold krig har vi stadig i forholdet mellem Kina og USA. Krig omkring Taiwan kan ikke udelukkes. Det ny Europa, landene i Central-og Østeuropa er i fokus i det følgende. Regionen er på flere måder et kapitel for sig. Forholdene her har tidligere været kendetegnet ved transition, overgang fra “realsocialisme” til kapitalisme. Lige nu og givetvis også i 2024 vil regionen være mærket af krigen i Ukraine. Særlig vægt er i det følgende lagt på Centraleuropa og Sydøsteuropa. Flere lande har haft parlamentsvalg i 2023.

Ukraine
Den begejstring og optimisme der heskede i Ukrsaine omkring årsskiftet 2022-2023, oplever vi ikke et år efter. Volodymyr Zelensky er ikke længere en helt og et ikon hjemme i Ukraine og i vestlige lande. Biden har svært ved at få nye bevillinger til Ukraine igennem Kongressen. Ukraine krigen ser, at dømme efter meningsmålingerne, ikke ud til give den hårdt trængte Joe Biden flere stemmer ved præsidentvalget, tværtimod. Ukraine trætheden har meldt sig bpåde i USA og i Europa. Zelensky er også presset på hjemmefronten. Økonomien er helt i bund. Et nyt “Maidan” kan ikke udelukkes, men vil i givet fald næppe i i den samme form som for 10 år siden. Kritikken har bredt sig både i befolkningen og i indekredsen omkring Zelensky selv Biden har talt om at støtte Ukraine så længe krigen varer ved, underforstået indtil Rusland bliver slået på slagmarken. Biden administrationen at være slået ind på en strategi, der ikke går ud på at besejre Rusland militært, men forbedre Ukraines position den dag, forhandlinger om våbenhvile og fred vil kunne begynde. Kort sagt er vi et strategisk skift i en mere defensiv retning. Kiev kan ikke vente hjælp ude fra i samme omfang, som var tilfældet i 2023. Europa hverken kan eller vil og kan udfylde det tomrum, USA måtte efterlade og slet ikke efter en sejr for Donald Trump ved det amerkanske præsidentvalg i november 2024. I 2023 flyttede fronterne sig kun nogle hundrede meter i den ene eller anden retning. Den ukrainske offensiv lod sig ikke gennemføre. Krigen er blev fastfrossen. USA sendte hver måned militært udstyr til Ukraine i form af HIMARS, Javili og NAMAS raketter. Rusland slog i 2023 ind på en ny strategi, at mobilisere ekstra styrker, udbyggede sit antiraket- og anti-tank forsvar og befæstede sine stillinger. Målet var at vinde tid og begrænse tabene på slagmarken mest muligt. Både Rusland og Vesten taler om fredsforhandlinger, men alle ønsker dem igangsat på det strategisk bedst mulige tidspunkt. I 2023 besluttet at påbegynde forhandlinger om optagelse af Ukraine (og Moldova) i EU. De vil uden tvivl vare længe. Ud over særbevillinger i milliardklassen, vil et ukrainsk EU medlemskab uden ændringer i budgetreglerne betyde en stigning på mindst 17 pct. i EUs langtidsbudget. Det er de fleste af EUs medlemslande ikke villige til. Ungarn står ikke alene. Kommer det til fredsforhandlinger, er Zelensky måske villig til at acceptere, at Ukraine ikke bliver fuldt medlem af NATO. Den holdning indtog han før februar 2022, men ændrede holdning efter pres fra høge i militæret og fra Storbritanniens Boris Johnson.

Centraleuropa
De baltiske lande vil helt givet også i 2024 stå for den hårde linje i politikken over for Rusland. De centraleuropæiske land derimod, også kaldt Visegrad-landene, har orienteret sig forskelligt udenrigspolitisk, både når det gælder EU og krigen i Ukraine. Polen har stået for den hårde linje over for Rusland, det samme har Tjekkiet har under den nuværende regering ledet af Peter Fiala. Slovakiet skiftede kurs efter parlamentsvalget den 30 september 2023, bevægede sig i retning af den politik, Ungarn har stået for. I Ungarn har Viktor Orban et sikkert greb om magten. Viktor Orbans parti, Fidesz, har styret Ungarn uafbrudt siden 2010. Robert Fico, Slovakiets genvalgte ministerpræsuident, har været regeringsleder i flere omgange. Han har altid haft sine helt egne meninger. Han er pragmatiskwr, men nægter at underkaste sig ordrer ude fra, også fra EU og USA. Fico har standset slocvakiske våbenleverancer til Ukraine og taler for våbenhvile og fredsforhandlinger. Han afviser derudover planerne i EU om en ny migrationspagt, en central fordeling af flygtningetikl Europa og fra Afrika. Hans regering er mindre bastant i formuleringerne end Orbans regering i Ungarn, men selve retningen er den samme. Fiala’s regering i Tjekkiet bliver mødt med protestdeminstrationer, er at dømme efter internationale meningsmåluinger den mest upopulære i Europa. Var der valg i morgen ville Tjekkiet sikkert få en ny regering ledet af Andrei Babis’ parti (ANO), og Tjekkiet ville herefter gå i retning af den politik, som føres i Fico’s Slovakiet og i Orban’s Ungarn. Valget i Polen 15. oktober 2023 førte til dannelsen af en ny koalitionsregering ledet af tidligere regeringsleder og EU-præsident Donald Tusk. 8 år med Kaczynski og Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) ved magten er hermed et afsluttet kapitel. Valget er hilst velkomment i det politiske mainstream i EU. Men Polen ophører ikke med at være et problembarn. Donald Tusk har meldt ud, at han ikke agter at støtte traktatændringer, der begrænser vetoretten og heller ikke en migrationspagt, der også i Warszawa bliver betragtet som tvangsfordeling af flygtninge. Donald Tusk’s regering har forsøgt at fjerne den forrige regerings magt over de statslige medier, men det er ikke let. Retlige principper skal overholdes, hvortil kommer at præsident Andrzej Duda også i den sag vil bruge sin vetoret. Der er først præsidentvalg i Polen i 2025. Den hårde linje i forhold til Rusland vil blive fortsat, men Ukrainetgrætheden har også meldt sig i Polen. Polen har som bekendt været frontlinjestat under krigen i Ukraine, har øget militærudgifterne markant, måske helt op til 5 pct. af landets nationalprodukt (BNP)eller mere end det dobbelte af det, NATO kræver.

Sydøsteuropa

Sydeuropa er i frontlinjen både i forhold til krigen i Ukraine og flygtningestrømmene fra Mellemøsten og Afrika. Slovenien, Kroatien Bulgarien og Rumænien erallerede medlemmer af EU, og andre lande i regionen søger om medlemskab. Lige nu er Rumænie og Bulgarien ikke med i Schengen, men fra marts vil de være det til luft og til vands, men ikke på landjorden. Måske det sidste vil ske senere i 2024. Flere har opnået kadidatstatus, men der er ikke påbegyndt optagelsesforhandlinger. Forventningen er, at en EU udvidelse mod Vestbalkan tidligst vil kunne finde sted omkring 2030, om alt går vel Europaparlamentsvalget i juni 2024 ser lige nu ud til at styrke de højrenationale partier. Det vil vil i givet fald ikke fremme EUs fortsatte udvidelse mod syd. Bulgarien har i årevis været nærmest uregerbart. Det er indtil videre lykkedes at etablere en rgering bestående af Borissov’s parti GERB og Petkov’s “Vi fortsætter forandringerne”. Regeringen fører lige nu en hård linje over for Rusland, men landet er delt i det spørgsmål. Præsident Rumen Radev er mere russisk venlig. Rumænien fører også en klar anti-russisk og pro-NATO linje når det gælder forholdet til krigen i Ukraine Præsidentvalget i 2024 vil næppe rokke herved. Mere problematisk er, set fra Bruxelles, at det stærkt højre-nationale parti AUR spås stor fremgang ved parlamentsvalget, som skal afholdes senest i marts 2025. Aleksander Vucic parti SNS vandt valget i Serbien i 2023. Det blev efterfulgt af omfattende protester. Som ved andre valg på Balkan lød beskyldningerne på valgsvindel. “Protestdemokrati” er blevet udbredt i andre lande end Serbien, også lande i det gamle Europa mod vest og nord. Valg fører sjældendt til stabilitet og økonomisk opgang, tænk blot på Tyskland, Sverige og ikke at forglemme det seneste valg i Holland. Balkan iagttagere mener, at EU faktisk er tilfreds med genvalget af regeringen i Serbien. Stabilitet i Serbien giver EU mulighed for at udskyde EUs udvidelse mod syd, koncentrere opmærksomheden om Ungarn og Viktor Orbans brug af vetoretten rettet mod EUs budget, støtten til Ukraine og forslagene om traktatændringer, der skal begrænse vetoretten. Sanktioner vil føre Serbien endnu længere mod øst, over mod Rusland og Kina og koste EU økonomisk. Det fremmer heller ikke lysten til at føre “krig” mod Serbien her og nu.

Verden er præget af uorden og krige, både regulære krige og stedfortræderkrige. Der er hårdt brug for vilje til fred. Meget tyder på at fredsbvægelser i året 2024 vil få noget bedre arbejdsvilkår end i 2023, nu hvor krigstræthed breder sig i Ukraine, og hvor krigen mellem Israel og Hamas trækker ud. En mindre uordentlig verden vil gøre det muligt i højere grad at koncentere indsatsen om klimakampen. Færre militærudgifter gør det muligt at at begrænse uligheden og udvide brugen af den vedvarende energi. Det er der et meget stort behov for.