CDU går i flæsket på De Grønne og sammenligner Baerbock med en fluesvamp: „Køn at se på, men totalt uspiselig“

Annalena Baerbock Foto: Heinrich-Böll-Stiftung

Af Michael Skovgaard

Tyskland: De Grønne ligger i nogle målinger klart foran CDU/CSU. Kanslerkandidat Armin Laschet har længe været ude med riven efter De Grønne, og nu følger resten af partiet trop. Laschets rival Söder (CSU) var for et tæt samarbejde med De Grønne, men nu har CDU udnævnt De Grønne til partiets hovedmodstander frem mod det tyske valg den 26. september – det skriver DPA.

Således har partiledelsen sendt en tre sider lang kritik af De Grønnes 137 sider lange valgprogram til medlemmerne af Forbundsdagen.

„De Grønne taler meget om fremtiden, men når de skal konkretisere deres forslag, tilbyder de kun venstreorienterede og kostbare løsninger. Det leder tanken hen på en fluesvamp. Den er køn at se på, men totalt uspiselig“, lyder det i papirerne fra CDU-ledelsen.

„De Grønne og især Annalena Baerbock kan fremstå som moderate, men skinnet bedrager, da mange forslag i valgprogrammet ikke rummer svar på vigtige spørgsmål, er alt for kostbare at gennemføre og vil få fatale følger for Tyskland“, hedder det videre.

CDU nævner en række punkter, som det borgerlige parti finder yderst kritisable. Det drejer sig om skatteforhøjelser, afskaffelse af fradrag og øget formueskat, da det vil hindre et kommende opsving efter coronapandemien. Desuden vil De Grønne øge de offentlige udgifter og gældsætningen, forbedre kontanthjælpen og indføre et huslejeloft ved lov. De Grønne vil regulere biltrafikken med færre P-pladser og indføre en fartgrænse på 130 km/t på motorvejene. Valgprogrammet er fyldt med love, kvoter og reguleringer, som vil være en bremseklods for den tyske økonomi og hindre folks frie bevægelighed.

Anden del analysen omhandler, hvad De Grønne ikke har nævnt. Blandt andet finansieringen af De Grønnes omfordelingsplan, hævningen af mindstelønnen til 12 euro i timen og ikke mindst De Grønnes enorme offentlige investeringer i alternative energikilder. Desuden har De Grønne ikke forholdt sig til brugen af bevæbnede droner, som den tyske hær i stigende grad anvender.

Andre medier har peget på to andre ting i De Grønnes valgprogram. Partiet vil øge mulighederne for indvandring og migration og forbedre muligheder for familiesammenføring, hvilket er stik imod især CDU‘s søsterparti CSU‘s officielle valgprogram.

Desuden nævner De Grønne i programmet, at man vil sætte hårdt ind over for højreekstremisme. Men en indsats mod den øgede venstreekstremisme i form af Antifa og den stigende anti-semitisme i Tyskland er ikke nævnt med et eneste ord i De Grønnes valgprogram.

Share This