Ad

Bulgarien, demonstrationerne mod regeringen fortsætter

En tidligere demonstration i Sofias gader Foto: AlexaHR

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Bulgarien: Da parlamentet i Sofia for at par dage siden drøftede regeringens forslag til ændringer af forfatningen kom det igen til omfattende demonstrationer i Bulgarien. Iflg. en analyse i ”Balkan Insight” (2.9.20) var der tale om de voldsomste i lang tid.

Forslaget vil begrænse præsidentens beføjelser, styrke chefanklagens beføjelser, formindske justitsministeriets magt og nedbringe antallet af parlamentsmedlemmer mærkbart, fra 240 i dag helt ned til 120. Forfatningsforslaget afspejler den magtkamp, der efterhånden i lang tid har raset mellem GERB, det ledende regeringsparti og præsidenten (Rumen Radev).

Boris Borisov, regeringschefen, er i den kamp allieret med chefanklageren (Ivan Geshev). Heller ikke i Bulgarien er retssystemet politisk neutralt. Sjovt nok dukkede Boris Borisov ikke slet ikke op under debatten i parlamentet. Rumen Radev, præsidenten, ønsker naturligt nok at fastholde sin egen magtposition og har derfor allieret sig med demonstranterne. Han mener, at forfatningsforslaget vil give Bulgarien et endnu dårligere omdømme i EU.

Forslaget skal ses i lyset af regeringens bestræbelser på at fastholde magten helt frem til næste ordinære valg i marts måned 2021. I juli overlevede regeringen et mistillidsvotum i parlamentet. Om Boris Borisov får sit forslag til forfatningsændring igennem i parlamentet er ikke givet. Det tyrkiske parti Bevægelsen for Rettigheder og friheder (DPS) er imod, også Socialistpartiet. Det er usikkert om Den Forenede Patriotiske Alliance bakker op om forslaget. Partiet fremstår splittet.

Demonstrationerne i Bulgarien, der nu har varet i to måneder har slet ikke fået samme omtale i medierne som dem, der har fundet sted i Hongkong, Hviderusland og i USA (”Black lives Matters” bevægelsen). EU har stort set forholdt sig passivt. Boris Borisov og hans regering volder trods landets høje korruption, lave mediefrihed og dårlige retssystem ikke EU de store problemer, vel nok fordi landet indtager en mere marginal position i EU sammenlignet med eksempelvis Polen og Ungarn.

Borisov er ingen Orbán, han provokerer ikke, faktisk optræder han meget lydigt i forhold til Bruxelles. Bulgarien, EU’s fattigste land, er måske på vej til at blive euro-medlem!