Ad

Boganmeldelse: ”Rusland på tværs”

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Anmeldelse: Der er over årene blevet skrevet meget om Vladimir Putin og Rusland, det være sig i artikler eller i bogform. Seneste bog herhjemme ”Rusland på tværs” er skrevet af Jens Jørgen Nielsen. Han har i mange år opholdt sig og rejst i Rusland, også uden for Moskva. Sidst i 1990erne var han Politikens korrespondent i Rusland. Undervejs i bogen inddrager forfatteren da også flittigt sine egne oplevelser fra de år. I det indledende historiske afsnit tager udgangspunkt i ”russofobi”, der iflg. forfatteren har dybe historiske rødder. Derefter følger der en gennemgang af Sovjet-perioden, før og under Gorbatjov. Et særligt afsnit er helliget 1990erne, hvor Boris Jeltsin havde magten. Hovedvægten, fra side 173 og bogen ud, er på perioden siden 1999, dvs. under Vladimir Putin.

Jens Jørgen Jensen hører til dem, der er forstående over for den linje der er ført under Putin, og i den tyske jargon kan han betegnes som ”Russland-Versteher”. At overføre én, underforstået vestlig samfundsmodel fra et land til et andet fører som regel til katastrofale situationer (s.164), siger han. Evnen til at sætte sig i andres sted synes at være skyllet ud med badevandet. Den demokratiske dialog har ringe vilkår. Afghanistan er blot seneste eksempel på den naive tro på unipolaritet og det liberale demokratis fremmarch globalt. ”Russland-Verstehere” har vi ikke mange af i Danmark. Bogen vil derfor, antager jeg, blive mødt med kritik og foragt af mange inden for det dominerende liberale ”mainstream” miljø herhjemme. Det er forfatteren selv sikkert helt på det rene med. Fagligt kan læserne, uanset politiske holdninger, imidlertid erhverve sig nyttige oplysninger i bogen. Det burde ikke skade at få præsenteret synspunkter på Rusland og international politik, der afviger fra ens egne.

Historien har også i Rusland en meget stor betydning for skabelse af den nationale identitet. Med Sovjetunionens undergang skulle der skabes en ny ikke-kommunistisk ”fortælling” om Rusland, hvilket uundgåeligt måtte skabe problemer. For at forstå ”fortællingen” eller ”diskursen” om Rusland, det at føle sig som ”russer”, må vi nødvendigvis studere den lange historie, gå tilbage i historien. I den forbindelse omtales Kijev Rus og det religiøse skisma i år 1054 og Rusland som arvtager til Byzans. Senere får vi krigene mellem Rusland og det polsk-litauiske rige, årene under Peter den Store, skabelsen af stor-Rusland samt Napoleons angreb på Rusland i 1812 og Krim-krigen. Med Wiener-kongressen i 1815 fik vi etableret en ny og forholdsvis stabil orden, en ”koncert” mellem de stærkeste europæiske magter, herunder Rusland, baseret på principperne skabt efter den Vestfalske Fred i 1848. Alt dette og mere til bliver gennemgået i den brede historiske gennemgang frem til side 44 bogen.

I 1800 tallet betragtede talrige forfattere og politikere Rusland som ”tilbagestående”, hørende til en ikke-vestlig civilisation. Med god grund fremhæver Jens Jørgen Nielsen franskmanden Adolphe de Custine’s rejsebeskrivelser. Under den kolde krig henviste eksempelvis George Kennan, faderen til inddæmningspolitikken, flere gange til Custine’s beretninger. Den britiske russofobi i dag skal også føres tilbage til 1800-tallet og troen på Storbritannien som verdens hersker. Briterne ønskede at beherske havene og spille global stormagt og så i den forbindelse Rusland som en rival (s.34 og s. 40). Senere er ”russofobi” blevet forbundet med 1917, Leninisme, Stalinisme og antikommunisme (s.51). Revolutionen i 1917 er ikke i høj kurs i Putins Rusland. Cuba-krisen, Berlin-kriserne og Vietnam-krigen bliver naturligvis også omtalt. Et særligt afsnit er naturligvis helliget Gorbatjov og hans forgæves forsøg på at redde Sovjetunionen via perestroika og glasnost og en ny linje (”ny tænkning”) i udenrigspolitikken. Projektet slog endegyldigt fejl og førte til Gorbatjovs afgang og Sovjetunionens undergang i december måned 1991.

Herefter fulgte så de ”nye tider” i 1990erne med forsøget på at skabe et kapitalistisk liberalt Rusland. Heller ikke det projekt lykkedes. I afsnittet om ”Et nyt liberalt Rusland”? (s.112 ff.). får vi en både præcis og stærkt kritisk vurdering af Jeltsins (og hans nærmeste rådgiveres) politiske og økonomiske linje, I 1991 blev der forsøgt et kup mod Jeltsin, men det løb heldigvis ud i sandet. Vesten svigtede groft. Den økonomiske bistand var stærkt begrænset, Rusland fik ikke nogen form for Marshall-hjælp. Rusland udviklede i 1990erne en kaotisk og brutal oligarkisk mafia-styret ”røverkapitalisme”. At overføre Milton Friedmann monetarisme på et land som Rusland anno 1991 var (og er stadig) absurd. Den økonomiske chokkur betød i praksis langt flere ”chok” end ”kure”. Der findes vestlige politikere og økonomer, der forsvarer den førte politik i 1990erne, men ikke mange. Amerikaneren Jeffrey Sachs der som rådgiver for den russiske regering bidrog til den økonomiske chokkur, har i hvert fald draget konsekvensen. I 1990erne fik vi også de to Tjetenien-krige, som blev en belastning for Rusland og udstillede det russiske militærs alvorlige svagheder.

Som sagt er hovedvægten lagt på tiden efter 1999 perioden med Putin ved roret (side 173 og bogen ud), Putins egen baggrund omtales. I de første ca. 10 år under Putin oplevede russerne stigende levestandard ,stabilitet og forudsígelighed, hvilket gjorde Putin populær. Regimeformen kan kaldes autoritær, et ”stabitokrati”, men ikke totalitært (s.188). Det var også i den periode Putin tilnærmede sig Vesten og samarbejdede med USA efter 11. september. NATO-bombardementerne i 2009 mod Serbien og NATOs udvidelse helt op til Ruslands grænser og muligvis også med Georgien og Ukraine skabte, som sagt af Jeltsin, en ”ny kold fred”, som fortsatte under Putin. Putin følte ikke, at hans pro-vestlige linje blev gengældt og respekteret. Hans frustrationer kom meget tydeligt til udtryk i hans tale i München i oktober 2007 (s.208). Jens Jørgen Nielsen gennemgår og analyserer de vigtigste begivenheder i de indtil nu 22 år, hvor Putin har været præsident (eller ministerpræsident) i Rusland: den økonomiske udvikling, opgøret med oligarkerne, Georgien-krigen, Tjetenien-krigen fra 1999, politikken over for det nære udland, ”energivåbnet, den vestlige støtte til de ”farvede revolutioner” tæt på Rusland, tesen om det ”suveræne demokrati”, indgrebene over for vestligt støttede NGOere, mord på systemkritikere, fx Anna Politovskaja (s.259), kultur og medier, protestdemonstrationerne efter præsidentvalget i 2012, Pussy Riot samt styrkelsen af den russiske konservatisme og bevægelsen væk fra Europa mod Asien/Kina i kølvandet på den ny ”kolde krig”. Der er også grundige gennemgange af den russiske ortodokse kirkes nye rolle, fx s.272 f. 

Et langt afsnit er naturligt nok helliget Ukraine og det, forfatteren kalder den ”uundgåelige konfrontation” (s.308 ff.). Her får vi indledningsvist en kort historisk gennemgang med omtale af Krustjev’s meget omdiskuterede overdragelse af Krim til Ukraine i 1954 og flådehavnen Sevastopol. Krim-spørgsmålet tog Jeltsin ikke alvorligt nok. Igennem 1990erne oplevede vi konflikter, adskillige ”tovtrækkerier” mellem Krim og Kijev. Frem til 2004 førte skiftende regeringer i Kijev en ”balanceret” politik, uden at vælge mellem Vesten og Rusland, føre ”enten eller” politik. Det blev ændret med omvæltningerne i 2004 og ikke mindst efter oprøret (”Maidan”) i 2014. ”Maidan” ser Jens Jørgen Nielsen som et vestligt støttet statskup rettet mod en lovligt valgt regering og ministerpræsident (Janukovitj). Fra vestlig side blev de ekstremistiske højrekræfters indflydelse klart undervurderet. Drabene i Odessa 2. maj 2014 bliver modsat negligeret (s.353). De ekstreme grupper var eksempelvis i stand til at blokere for aftale, der blev indgået mellem Janukovtj og oppositionspolitikere (s.326) og uden at vestlige lande gjorde særlig meget for at forhindre det. Både Højre Sektor og Svoboda blev repræsenteret i den regering, der blev dannet efter Maidan. Annekteringen af Krim betragter Jens Jørgen Nielsen som logisk, Sevastopol kunne jo blive en NATO-flådebase. Årsagerne til nedskydningen af det hollandske passagerfly fra Malaysia Airlines i juli er langt mere usikre end gengivet i Kijev og i de vestlige lande (s.358 f). Efter annekteringen er pensionerne blevet hævet og infrastrukturen på Krim forbedret (s.409). Støtten til at blive genforenet med Ukraine er ikke høj. Folkeretten opfattes forskelligt. Jens Jørgen Nielsen erkender, at Rusland brød aftalerne om, at soldater der skulle beskytte Sevastopol, kun måtte forblive i Sevastopol (s.342), men Rusland var bestemt ikke ene om at handle ukorrekt. Indtil videre forekommer konflikten i det østlige Ukraine fastfrossen, uden lys forude, der er ikke grund til optimisme.

Afslutningsvist (fra s.369) vurderer Jens Jørgen Nielsen Ruslands position i verden, efter Ukraine-krisen. Her peges på de mange aftaler indgået med andre lande inden for det ”post-sovjetiske rum”, SNG-området. Nogle er indgået bilateralt, andre inden for rammerne af integrationsprojekter som fx Den Eurasiske Union, BRICS og SCO, Shanghai Fem samarbejdet. I 1999 indgik Putin og Lukasjenko en aftale om etablering af en union. Den blev reelt ikke gennemført. Efter de store protester i 2020 mod præsidentvalget blev Lukasjenkos handlefrihed mærkbart begrænset. Rusland kan sagtens undvære Lukasjenko, men forlanger en kontrolleret overgang. Et nyt ”Maidan” og udsigt til NATO-medlemskab er at passere den ”røde linje”. At oppositionen i Hviderusland ikke forlanger NATO-medlemskab vil i sig selv lette overgangen til en ny ”post-Lukasjenko” æra. Den seneste udvikling, ”hybridkrigen” og flygtningestrømmen til Vesten via Hviderusland er sket efter udløbsdato.

Under Trump udløb flere aftaler om rustningskontrol. Dette har truet den strategiske stabilitet, der er så vigtig og som blev opnået mellem Gorbatjov og Reagan for godt 30 år siden. Syrien-konflikten var højt på den internationale dagsorden for nogle år siden, men ikke i samme grad i dag. Påstandene om russisk indblanding i valgkampe i flere vestlige lande har bragt sindene i kog, ikke mindst i USA (”Russiagate”, s.385), men oprøret mod det liberale status quo i vestlige lande, fx ”trumpisme” og Brexit, har primært indenrigspolitiske baggrunde. Men det er jo nemt og fristende at kaste skylden for populisme over på andre end sig selv. De vestlige sanktioner har med årene fået mindre betydning, Rusland er blevet mere selvforsynende og handler mere med Kina og kontinenter, der ikke er gået med på sanktionerne. Rusland er blevet storeksportør af landbrugsvarer, især korn og visse kødprodukter. De vestlige lande står delt i spørgsmålet. Frankrigs Macron og et stykke ad vejen også Tysklands Merkel har fastholdt dialogen med Moskva. Adskillige vestlige kommentarerer og (eks) politikere har igennem årene forholdt sig kritisk til den hårde linje over for Putin. En del EU-lande, fx Ungarn, Grækenland og Italien, er kun modvilligt gået med til sanktionerne. 

Jens Jørgen Nielsens bog kan groft sagt vurderes ud fra to kriterier; for det første: er den for ”Rusland-venlig”? og for det andet; er den fagligt velfunderet? Som sagt indledningsvist, Jens Jørgen Nielsen hører til de ”Rusland-forstående”, og falder givetvis mange for brystet. At sætte sig ind i andres meninger og synspunkter burde imidlertid være en fordel. Et stykke ad vejen kan jeg godt følge ham. NATO-udvidelsen måtte uundgåeligt skabe modstand i Rusland. Ikke kun Kissinger, også Brzezinski mente, meget fornuftigt at mange af ulykkerne i Ukraine kunne være undgået, hvis Ukraine havde som Finland og Østrig under den gamle kolde krig havde fået neutral status. Dobbeltstandarder trives i bedste velgående. Det er fx dobbeltstandard at forsvare Pussy Riots kirkeaktioner og samtidig, som i fx Tyskland, give hårde straffe for at udføre samme handlinger i eget land. Jeg er også enig i, at det er umuligt (og farligt) at overføre vestlige systemer i lande med helt anden historie og kultur. Målt fagligt er bogen som fremgået rig på informationer, det være sig historiske eller om (især) Putin-æraen. Jeg har selv læst mange bøger igennem tiderne om Rusland og Sovjetunionen, men udelukker naturligvisikke, at andre, fx historikere, vil kunne finde faktuelle fejl. Nogle passager ville jeg selv formulere anderledes. Den socialistiske regering i Polen lagde op til en mere social linje (s.166), men holdt i store træk fast i den liberale linje økonomisk, der var blevet lanceret i årene før (”Bacerowicz-planen”). Ukraines nye præsident efter Orangerevolutionen (Justjenko) var i begyndelsen ret moderat, hans første udlandsrejse gik til Moskva for at berolige Putin, men senere blev han nationalist (s.317). Det er vel for meget sagt, at Vesten ønsker Ukraine (og Georgien) med i NATO (s.308), det er ikke sket. Det er vel bedre at sige, at det ikke kan udelukkes. Det provokerer Rusland og skaber samtidig utilfredshed i fx Kijev og Tblisi. Jeg mener ikke at huske, at topmødet mellem Reagan og Gorbatjov, omtalt s.19, standsede stjernekrigsprojektet. Tværtimod var mødet noget af en fiasko. Gorbatjov fik jo ikke standset projektet. Senere blev forholdet mellem USA og Rusland genoprettet, i hvert fald blev der forhandlet om og skabt strategisk stabilitet. Heldigvis er emnet strategisk stabilitet igen kommet på dagsordenen, Der forhandles nu herom mellem Rusland og USA til trods for uenigheder og ”kold krig”.

Dette ændrer ikke ved, at bogen bestemt er værd at læse, og det både for ”russofober” og ”Rusland-forstående”. Det er godt at kende forskellige synspunkter. At skrive ”neutralt” om Putin og Rusland er i praksis ikke muligt og vel heller ikke ønskeligt. Journalister og forfattere vinkler deres analyser og hører ofte til bestemte ”skoler”. Inden for studiet af international politik har vi igennem årene haft tre dominerende retninger, den ”realistiske”, den ”idealistiske” og den ”socialkonstruktivistiske”. De ”Rusland-forstående” finder vi især inden for den realistiske retning. 

Jens Jørgen Jensen, Rusland på Tværs”, Forlaget Hovedland, 2021, 415 sider