Ad

Biden’s ”diplomacy of benign neglect” over for Polen og Ukraine

Biden Foto- U.S. Embassy Kyiv Ukraine

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Siden sin tiltræden som præsident har Joe Biden ikke haft travlt, når det gælder at få udbygget forholdet til Polen og Ukraine. Det konstaterer Stawomir Sierakowski i en analyse for det tyske udenrigspolitiske institut DGAP (13.4.2021).

Fra sin tid som vicepræsident under Obama har Biden et indgående kendskab til Polen og Ukraine. Polen og Ukraine er blandt USA’s mest hengivne allierede. Polen er ligefrem blevet kaldt USA’s ”51. stat”. Men det var først 2. april, at Biden tog kontakt til Ukraines præsident Volodymyr Zelensky. Kontakten til Polens præsident Andrzej Duda er trukket endnu længere ud.  

Biden’s relative tavshed er meget rammende blevet betegnet som ”policy of benign neglegt”. Tavsheden kan forekomme overraskende, al den stund Bill og Hillary Clinton og Obama meget åbent kritiserede de politiske forhold i Polen, og Ukraine lige nu er i en åben ”krig” med Rusland på flere fronter.  

Under Trump var der modsat livlig kontakt mellem USA og Polen, også mellem den amerikanske ambassadør i Polen Georgette Mosbacher og den polske regering. USA’s sanktioner mod Rusland og den militære støtte til Ukraine har på ingen måde fået Rusland til at ændre adfærd, men har gjort det dyrere for Putin at fastholde Krim og undgå et politisk og økonomisk sammenbrud i Donbas-regionen. For uden Ukraine og en vis kontrol over Polen er Rusland ikke, set fra Moskva, en supermagt, højst en regional magt.

Biden’s sejr ved præsidentvalget skabte eufori i Kijev, men bestemt ikke i Warszawa. Andzej Duda var blandt de sidste til at lykønske Biden med valgsejren. Biden’s ”coolness” over for Polen og Ukraine skal ikke ses som en større ændring i USA’s politik over for Rusland. I samtaler med Putin har han fastslået, at USA aldrig vil ankerkende annekteringen af Krim.

Men magtkampen med Kina vejer tungere. Biden’s ”benign neglect” skyldes måske mest, at han kender Ukraine så godt. Han ønsker, at Zelenskyj går hårdere til værks over for korruptionen og oligarkernes indflydelse. En bedre indsats her er i amerikansk optik nøglen til reel uafhængighed. Efter Biden’s tiltræden har Zelenskyj styrket det nationale sikkerheds- og forsvarsråd og derudover lukket flere russisk-venlige TV-kanaler knyttet til Viktor Medvedtjuk og ”Oppositionsplatformen for Liv”. Han har også angrebet oligarken Ihor Kolomoiski, der tidligere har støttet ham.

For Putin gælder det frem for alt at undgå et ”ukrainsk scenarie” og en ”farvet revolution” i Rusland selv. Som sagt er Polens position i forhold til USA en del anderledes end Ukraines. Den amerikanske militære tilstedeværelse i Polen (”Trump-fortet”) har vi stadig, men planerne om at flytte endnu mere militær fra Tyskland til Polen er opgivet. Regeringen i Warszawa frygter, at fortsat tætte kontakter til Washington vil kræve for mange indrømmelser og ad den vej true regeringens genvalg ved det næste parlamentsvalg, der afholdes senest i 2023. Valg i utide kan ikke udelukkes.

Sierakowski påpeger, den polske udenrigspolitik er i meget høj grad et produkt af de indenrigspolitiske forhold. Opbakningen lige nu til regeringspartiet Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) er mærkbart nedadgående. At Biden ”negligerer Polen” kan måske forstærke nedturen og ad den vej åbne op for et regeringsskift.