Biden dropper sanktioner mod Nord Stream 2

North Stream 2 Foto: Samuel Bailey

Af Michael Skovgaard 

USA/Rusland: Den endelige færdiggørelse af NS 2 ligner en realitet, efter USA‘s præsident Joe Biden har droppet  trusler om sanktioner mod det tysk-russiske projekt – det skriver nyhedsportalen „Axios“.

Ifølge „Axios“ har Biden besluttet at ophæve sanktioner mod Nord Stream 2 AG og virksomhedens direktør Matthias Warnig. Nyhedsportalen nævner flere forskellige kilder i Det Hvide Hus.

Dog vil russiske skibe, som deltager i nedlægningen af rør, stadig være underlagt gældende sanktioner, mens det tysk-russiske firma, som står for projektet, vil blive fritaget for sanktioner.

Ifølge kilder skulle beslutningen fra Det Hvide Hus gavne USA‘s nationale og internationale interesser. Ifølge „Axios“ indikerer beslutningen, at man vil undgå en konflikt med Tyskland, som støtter færdiggørelsen af NS 2, og genskabe de transatlantiske relationer, som var under pres, mens Trump var præsident.

Dog holder Bidens regering fast i, at Nord Stream 2 er et geopolitisk projekt, som truer Europas energisikkerhed i lighed med Ukraines og flere østlige NATO-partneres. 

Kuriøst nok er Nord Stream 2 AG‘s direktør Matthias Warnig en gammel ven af Putin, da denne var udstationeret som KGB-agent i det daværende DDR. Warnig var Stasi-agent under kodenavnet „Arthur“, og sammen med Putin arbejdede han med at rekruttere vesttyskere, som var villige til at samarbejde med KGB. Dette forhold har Warnig dog benægtet.

Men uanset hvad spekuleres der i, at ophævelsen af sanktionerne mod Warnig er en gestus over for Putin. Eller en uventet støtte til den måske kommende tyske kansler Armin Laschet (CDU/CSU), som er en varm fortaler for et godt forhold til Rusland og færdiggørelsen af NS 2 – i lighed med SPD. De Grønne er derimod for at stop for færdiggørelsen af NS 2.

Share This