Ad

Berlin: Udvist politimorder kan frit rejse tilbage igen

Berlin Alexanderplatz Foto: Dominik Tefert

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Hvis man er blevet udvist som kriminel eller terrormistænkt, kan man rejse tilbage til Berlin, hvis man har børn i byen. Bystyret i Berlin har ikke styr på, hvor mange kriminelle udviste personer, der reelt vender tilbage – det skriver „BZ-Berlin“.

Dømte og udviste kriminelle burde ikke kunne rejse tilbage til Berlin. Men det gælder ikke, hvis den udviste person har børn i hovedstaden. Så har personen lov til at vende tilbage og blive i Tyskland efter seks måneder.

På grund af denne regel vendte politimorderen Yassin A. Tilbage til Berlin fra Libanon i april. I 2003 dræbte han en tysk politibetjent og afsonede derefter 15 års fængsel. Under afsoningen fik han regelmæssigt besøg af sin kone, med hvem han nåede at avle fire børn i fængslets besøgsværelse. Og af den grund har han nu lov til at rejse tilbage til Berlin.

CDU-medlemmet i Berlins senat Johannes Werner spurgte den siddende „Innnensenator“ (indenrigsminister) Andreas Geisel (SPD), om bystyret reelt har styr på, hvor mange udviste dømte forbrydere der egentlig er rejst tilbage, fordi de har børn i Berlin. Svaret lød, at man ikke har statistikker over, hvor mange det drejer sig om.

Det betyder, at myndighederne ikke har noget overblik over, hvor mange dømte forbrydere og terrormistænkte, der reelt rejser ind igen og går frit rundt i Berlins gader. De bliver ikke registreret af politiet ved indrejse, hvorefter de kan gøre, som de vil.