Berends bog om populistiske demagoger

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Anmeldelse: Populisme og politisk demagogi har plaget verden og i særlig grad siden afslutningen af 1. verdenskrig. I den ungarske historiker, Ivan T. Berends bog, ”A Century og Populist Demagogues” får vi portrætteret 18 politiske demagoger, nogle mere kendte end andre. Hitler, Stalin og Mussolini er ikke med på listen, for der er jo allerede skrevet så meget om de tre. Til gengæld får vi et kendskab til andre politiske demagoger, der i mellemkrigstiden og efter 2. verdenskrig hver på deres måde bidrog til undergravningen af demokratiet. Berend blev født i 1930 og har i sine 90 år således oplevet populistisk populisme og demagogi på egen krop. 

Indledningsvist diskuterer Berend mere bredt begreberne ”populisme” og ”demagogi”. Egentlig betyder demagog ”folkets leder”, på græsk ”demos ageim”, men i praksis er ordet ”demagog”negativt ladet og betyder ”leder af pøblen”. Demagogi, understreger Berend, er nært forbundet med populisme i den negative betydning. Begrebet har især været diskuteret meget efter opblomstringen af populisme i kølvandet på den globale finanskrise i 2008-09 og fremgangen for populistiske partier og politiske demagoger ved en delvalg.

Demagoger, siger Berend (s.3) betjener sig flittigt af halve sandheder og åbenlyse løgne, men han gør opmærksom på, at tesen om at ”alle partier har brugt løgne”, har en del rigtigt i sig. Demagogi og populisme er forbundet med fænomenet ”demokratisk underskud” (”democratic deficit”) og fravær af en demokratisk kultur og med ”framing” af politiske budskaber i sort-hvide ”vi-dem” ordvalg (s.9).

Højre-venstre spiller ikke den store rolle, vi lever i en ”post-sandhed” (”post-truth”) tidsalder med flittig brug af de nye sociale medier.  Globalisering og dybe transformationer og økonomiske kriser har skabt vindere og (alt for mange) tabere. Følelser af usikkerhed, frustrationer og nederlag er vokset hos mange (s.15). Uligheden, forskellene mellem rige og fattige er vokset. Under de forhold har identitetspolitik og (mis)brug af historien vokset sig stærk. Og sammensværgelsesteorier har fået ekstra gode vilkår (s.18).

Som sagt omtaler Berend 18 eksempler på populistiske demagoger i sin bog. Vi får beskrevet deres opvækst og politiske karriere, og det på en god og overskuelig og sammenlignelig måde. På listen finder vi:

Bela Kun, ungarsk kommunist, leder af rådsrepublikken i 1919, der kun varede i et halvt år, fra marts til august. Bela Kun flygtede efter nedkæmpelsen af rådsrepublikken og endte til sidst i Sovjetunionen, hvor han skulle blive offer for Stalins blodige udrensninger og døde i en af Stalins berygtede fangelejre, Gulag

Gyula Gömbös, ekstrem højrepopulist og demagog i mellemkrigstidens Ungarn. Han gik ind for tæt alliance med Hitler og Mussolini, blev Ungarns ministerpræsident i 1932

Corneliu Zelea Codreanu, rumænsk højrepopulist i mellemkrigsperioden, var leder af den berygtede Jerngarden, der på sit højdepunkt i 1937 havde 270.000 medlemmer

Ernst Rüdiger Starhemberg, østrigsk højre politiker i mellemkrigstiden, leder af det magtfulde Heimwehr

Jörg Haider, østrigsk højrepolitiker, leder af Frihedsunionen fra 1986, var i regering med ÖVP i år 2000

Nicolae Ceausescu, nationalkommunist, var ved magten frem til 1989, hvor han blev væltet. Var efter 1968 meget populær i Vesten på grund af sin modstand mod at indordne sig politisk under Sovjetunionen

Jean-Marie og Marine Le Pen, far og datter, franske nationalkonservative, ledere af Front National. Marine Le Pen blev leder for partiet efter sin far i 2011. Jean-Marie Le Pen var flere gange dømt for racisme og Holocaust benægtelse

Silvio Berlusconi, kendt italiensk toppolitiker og forretningsmand, mediemagnat og ejer af fodboldklubben Milan, grundlægger af Forza Italia.

Slobodan Milosevic (Serbien), Alija Izetbegovic (Bosnien) og Franjo Tudman (Kroatien), alle tre kendt fra borgerkrigen i Jugoslavien i 90erne. Kun Milosevic blev dømt i Haag for krigsforbrydelser.

Boris Johnson og Nigel Farage, EU-modstandere/euroskeptikere i England, Johnson er i dag premierminister

Gert Wilders, belgisk højrepolitiker, indvandrerfjendsk og skarp kritiker af Islam og EU-modstander 

Lech og Jaroslaw Kaczynski og Viktor Orbán, illiberale nationalkonservative politikere i henholdsvis Polen og Ungarn. Orban er sit lands ministerpræsident, Jaroslaw Kaczynski formand for Lov og Retfærdighedspartiet, Lech Kaczynski og hans hustru døde ved flykatastrofen ved Smolensk 10. april 2010 sammen med over 90 andre. 

Under gennemgangen af de 18 populistiske demagoger får vi som sagt et udmærket indblik de enkeltes særlige egenskaber, deres opvækst og karriereforløb. Flere har haft en meget vanskelig barndom og opvækst, hvilket utvivlsom har påvirket dem meget senere. Slobodan Milosovic’ forældre blev skilt hurtigt efter hans fødsel, hans onkel Milislav skød sig selv, da Tito brød med Stalin i 1948. Hans far begik selvmord i 1962, hans mor hængte sig selv i 1972 (s.108).

Kroaten Franjo Tudmans oplevede noget lignende. Hans mor døde, da han var 7 år. Hans far giftede sig igen, men han og hans anden kone blev fundet døde i deres hjem i 1946, formodentlig havde de begået selvmord (s. 208).

Nicolae Ceausescus far var ludfattig og alkoholiker i en familie med 10 børn! (s.123). Måske er det overraskende for mange læsere, at Izetbegovic er omtalt som populistisk demagog. Men, skriver Berend, bosniere har ikke kun været helte og ofre for andres forbrydelser (s.214-15). Der var bosniske muslimer, som under 2. verdenskrig kæmpede side om side med kroatiske fascister og Tyskland. Som 17-årig støttede Izetbegovic den muslimske SS-division. Izetbegovic  var aldrig været kommunist og understregede gentagne gange Islams ”superiority” (s.217). Izetbegovic var en passioneret politisk agitator fra begyndelsen af 1990erne. Krigsforbrydelser er blandt mange i Vesten kun forbundet med Serbien, men det er forkert, siger Berend. Også Tudjman og Izetbegovic burde have været på anklagebænken. Efter massedrabene i Srebrenica vendte hele verden sig mod serberne. Men det glemmes, at muslimske styrker myrdede serbere i Bratunac 16. januar 1992, og at den muslimske kommandør Naser Oric nedbrændte 192 landsbyer, dræbte 1.300 civile og massakrerede 46 i Karvica i forbindelse med religiøse handlinger. Det skete i perioden, efter at Serberne havde forladt Srebrenica (s.219).

Afsnittet om Polen og Ungarn er interessant. Bogen er udgivet fra Det Centraleuropæiske Universitet, der som bekendt har haft deres konflikter med Viktor Orbán. Universitetet har været finansieret af milliardæren George Soros, som bestemt ikke er ven af Orbán. Brødrene Kaczynski og Viktor Orbán kritiseres da også i skarpe vendinger pga. deres illiberale politik. Berend gør indledningsvist helt rigtigt opmærksom på, at det nære samararbejde mellem Jaroslaw Kaczynski ikke er en tilfældighed. Gennem historien har Ungarn og Polen haft tætte bånd og har lidt samme skæbne. Både Ungarn og Polen var store magter i middelalderen (Jagiello-dynastiet og St. Sepfan områderne), ja nærmest imperier. Begge blev senere svækket og delt, underlagt omgivende imperiale magter.

Fra 1867 fik Ungarn en særlig status inden for det, der herefter blev kaldt Østrig-Ungarn. I Polen oplevede vi flere folkelige oprør. Mange polske soldater flygtede til Ungarn. Begge lande blev efter 2. verdenskrig under tvang en del af den sovjetiske indflydelsessfære. Begge gjorde oprør mod Sovjetunionen. I 1956 havde vi folkeopstanden i Ungarn. Den ungarske opstand begyndte efter en demonstration ved mindesmærket for Jozef Bem, polsk general og en af de militære ledere under opstanden i 1848 mod Habsburg (s.276). Efter murens fald i 1989 satsede begge lande på ”back to Europe”. Det skete, men ”back to Europe” blev ikke altid defineret på samme måde som i Bruxelles og Washington.      

Berend er mildt sagt ikke begejstret for de 18 populistiske demagoger. Men kun at fordømme og forsvare politisk og økonomisk status quo er ikke løsningen, siger han. Allersidst i bogen (s. 325) peger han rigtigt på, at de bedste midler til at bekæmpe populistisk demagogi er at få opbygget stærkere og demokratisk funderede institutioner, revitalisere velfærdssystemerne og begrænse den voksende ulighed og hjælpe sociale tabere i ud af deres sociale nød. Bogen udkom i juni, men blev skrevet før corona pandemien brød ud.   

Ivan T . Berend, A Century of Populist Demagogues, eighteen European portraits 1918-2018, Budapest:CEU Press, 2020.