Balcerowicz-planen: Den økonomiske chokkur, der for 30 år siden bragte Polen væk fra planøkonomien

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Den 28. december, for 30 år siden vedtog det polske parlament den nok så omtalte økonomiske chokkur for overgang fra planøkonomi til markedsøkonomi, også kaldt Balcerowicz-planen.

I udgangssituationen var den polske økonomi i elendig forfatning. Der herskede, modsat i DDR, Tjekkoslovakiet og Ungarn, udbredt varemangel. I løbet af 1989erne var der blevet introduceret økonomiske reformer, men de hjalp ikke. Længst gik den plan den sidste kommunistiske regering ledet af Mieczyslaw F. Rakowski forsøgte sig med i 1987-88, og som bl.a. tillod handel med udenlandsk valuta og frigjorde priser på landbrugsvarer. Målet var at opnå større økonomisk ligevægt.

Følgen var voldsom inflation og dyb forarmelse af den brede befolkning. Efter systemskiftet i 1989 blev igen igangsat økonomiske reformer. Denne gang blev de indført af den første ikke-kommunistiske regering ledet af Tadeusz Mazowiecki. Fadder til reformen var den ny finansminister Leszek Balcerowicz, der udarbejdede reformerne i tæt samarbejde med Den Internationale Valutafond (IMF) og liberale vestlige økonomer.

Regeringschefen (Mazowiecki) blev efter sigende slet ikke orienteret på forhånd om reformernes indhold. Tesen var at de økonomiske reformer skulle gennemføres hurtigt og dybt, gradvis overgang duede ikke. Reaganisme og Thatcherisme var på det tidspunkt den altdominerende økonomiske tænkning og var nedfældet i den såkaldte ”Washington-consensus”. Liberalisering af priser og udenrigshandel skulle gennemføres hurtigt, statstilskud til virksomheder fjernes, også tilskud til at holde priser nede fjernes. Budgetunderskuddet skulle nedbringes ved beskære statsudgifterne, lønstigningerne skulle holdes nede og zlotyen devalueres.

Følgen var hyperinflation, på kort rekordtid kom inflationen op på de 2.000 pct. (!) for derefter at falde. Det gode var, at vareknapheden forsvandt, også underskuddet i udenrigshandelen. Devalueringerne gjorde importerede varer markant dyrere for forbrugerne. Polen kom til at opleve arbejdsløshed. Tabsgivende virksomheder måtte i stort tal lukke, men nye og mindre så dagens lys.

Samhandelen med det daværende Sovjetunionen og landene i COMECON, det gamle kommunistiske ”fællesmarked”, kollapsede. Og Golfkrigen fik priserne på importeret olie til at stige. I begyndelsen blev den økonomiske chokkur støttet af de fleste polakker, planøkonomien havde jo spillet fallit.

Inden længe meldte protesterne sig. Den sociale ulighed voksede som følge af de høje prisstigninger og arbejdsløsheden. Bønderne krævede minimumspriser på deres varer. Regeringen blev tvunget til at løsne den økonomiske politik noget, hvilket til gengæld gik ud over størrelsen af valutareserverne. Trods justeringerne blev chokkuren fastholdt i store træk, også da socialistiske regeringer kom til magten.

Efter styrtdyk i økonomisk vækst, begyndte bruttonationalproduktet (BNP) at stige fra 1994, og det har holdt sig siden, selv under finanskrisen i 2008-09. Den skrappe økonomiske kurs gjorde Polen attraktivt for de udenlandske investorer.

Leszek Balcerowicz har altid forsvaret, og forsvarer den dag i dag den økonomiske chokkur, han var fadder til for 30 år siden. Han er skarp kritiker af den nuværende polske regerings økonomiske politik. Om men mere gradvis overgang ville have virket bedre, ved vi af gode grunde ikke. Gradualismen, gradvis overgang fandt vi i forbindelse med privatiseringerne af de store statslige virksomheder. Her blev valgt en styret model, ikke systemet med ”vouchers” (”folkeaktier”), som blev brugt af en del andre, fx af Tjekkoslovakiets daværende finansminister, Václav Klaus.