Året der gik i polsk politik i 2020 – del 1

Af Michael Hardenfelt

Polen: Så forløb endnu et år i Polen og resten af verden; et underligt år, og man skulle egentligt tro, at ”året der gik” stort set ikke kommer til at handle om andet end Corona virus, der som en tsunami ramte os i begyndelsen af året. Og skulle jeg vælge årets vigtigste hændelse, bliver det naturligvis coronaen, intet kommer op på siden af den, den har grebet dybt ind i vore liv, og vil utvivlsomt sætte dybe mentale og økonomiske spor mange år endnu.

Det overordnede tema (bortset fra Corona)

Men på en klar andenplads kommer kampen mellem regeringspartiets to støttepartier eller fløje, alt efter hvordan man foretrækker at betragte dem. De er personificeret ved Justitsminister Zbigniew Ziobro og vicepremierminister Jarosław Gowin. Ziobro hører til høgene i regeringssamarbejdet, hader EU, liberale, jurister og læger, lægger sig tæt op ad den ultranationalistiske fløj, og går rundt med åbenlyse præsidentaspirationer, hvilket kan være årsagen til, at han absolut heller ikke bryder sig om præsident Andrzej Duda. Gowin er en dybt troende traditionel katolsk konservativ med liberale synspunkter på den økonomiske politik. For nogle år siden forlod han det daværende regeringsparti, Borgerplatformen, efter at han havde forsøgt at stoppe venstredrejningen af partiet og i den forbindelse tabte han en kampafstemning om lederposten med daværende partiformand Donald Tusk. Gowin har flere gange antydet, at han ikke ville have noget imod at blive premierminister, men han kan ikke rigtigt finde et flertal, der vil pege på ham, særligt fordi en stor del af oppositionen anser ham for forræder. 

I medens prøver den aldrende jernpartiformand (Jaroslaw Kaczynski) for Regeringspartiet (Lov og retfærdighed, PiS) at udbløde modsætningerne og samtidig at kontrollere de to fløjledere, som han utvivlsomt ikke rigtigt stoler på. Det har ført til, at Kaczynski i oktober udnævnte sig selv til vicepremierminister for et superministerium, som blandt andet skal kontrollere Ziobros Justitsministerium. 

Ziobro har ambitioner

Ziobros mål er utvivlsomt at stå som leder af den nationalistiske højrefløj, når Kaczynski på et tidspunkt dør eller bliver så alderdomssvækket, at han ikke længere kan jonglere med de mange bolde, der kræves, for at kunne true alle til lydighed. Partilederen har på blot fem år skabt et kleptokrati, hvor loyale partimedlemmer tager for sig af retterne, men ved, at de ender i en fængselscelle, hvis de ikke retter ind efter partilinjen. Kaczynski er gammel, men han har mange års erfaring i, hvordan man truer folk, og Ziobro vil næppe kunne overtage den arv. Desuden har Ziobro en langt større negativ vælgergruppe end Kaczynski, og vil næppe for øjeblikket kunne samle tilstrækkelig opbakning til et parlamentsflertal, hvis det skal ske med demokratiske midler. Men … det tror Ziobro næppe selv på.

Væk med premierministeren

En af Ziobros væsentligste konkurrenter er premierminister Mateusz Morawiecki. Premierministeren er en glat bankmand, som er håndplukket til posten af Kaczynski for sine forhandlingsmæssige evner på de bonede gulve, men uden egentlig politisk bagland og måske i virkeligheden relativt holdningsløs. Her står han i grel modsætning til regeringspartiets første valg af premierminister, Beata Szydlo (2015-2017), som klart passede bedre i en kostald end på bonede gulve, og i øvrigt var solidt politisk funderet i den brede befolkning. Den nuværende premierminister er alt for elitær til at kunne få støtte fra regeringspartiets kernevælgere, og hans personlighed ville egentligt egne sig langt bedre som kandidat for oppositionen. Ikke desto mindre har Morawiecki selvfølgelig i sine 3 år som premierminister opbygget en base, og den kan vel videreudbygges i de kommende år. Det vil være uspiseligt for Ziobro, dels på grund af hans personlige ambitioner, dels på grund af premierministerens teflonpolitik. Ziobro spiller på Polens suverænitet i kampen om at svække premierministeren.

Visionerne for Polen

Den ultranationalistiske fløjs planer er vel nærmest etableringen af et totalitært samfund. Man er langt inde i processen med regeringskontrol af domstolene, anklagemyndigheden er kontrolleret af Justitsministeriet og man kigger sultent på medievirksomheder og centrale virksomheder indenfor finans og handel, som vil kunne skabe et system, hvor det reelt er staten, som kontrollerer erhvervslivet, selv om private virksomheder fungerer parallelt. Ideerne om statsstyring af erhvervslivet deles af premierminister Morawiecki, mens Gowin er tilhænger af en liberal økonomisk politik, men er dybt religiøs og overbevist om, at kirken bør have en afgørende indflydelse i Polen. 

Retsreformerne

De såkaldte ”retsreformer” er et kardinalpunkt for Regeringspartiet. Officielt går de ud på at eliminere indflydelsen fra kommunistiske dommere (over 30 år efter kommunismens sammenbrud), men det er åbenlyst, at den reelle grund er regeringens ønske om at kunne øve indflydelse på domstolene eller direkte diktere de domme, der afgives. Og det er til en vis grad lykkedes, mens man nu arbejder på at fuldende arbejdet.