Andrej Babis, presset fra EU vokser

Tjekkiets premierminister Andrej Babis Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Tjekkiet: Hjemme i Tjekkiet overlevede Andrej Babis et mistillidsvotum, men Babis og hans regering står over for en formentlig større udfordring i EU i form af en undersøgelse af hans påståede misbrug af EU midler. Denne undersøgelse kan blive den første, der bliver iværksat af den nye fælles EU efterforskningsenhed (EPPO), som har Rumæniens tidligere korruption anklager Codruta Kovesi som chef.

Fem EU lande har ikke sluttet sig til EPPO, deriblandt Polen og Ungarn, men det forhindrer ikke, at der bliver rejst sager også mod dem. Da han blev ministerpræsident afstod Babis ejerskabet af sine selskaber til familiemedlemmer. Alligevel mener oppositionen i Tjekkiet og EU, at Babis og hans selskaber, herunder Agrofert, ikke har overholdt reglerne, bl.a. i forbindelse med EU støtte til et hotelkompleks og en landbrugsenhed , og at der derfor er tale om en interessekonflikt.

Over årene har Agrofert været stormodtager af EU midler, 15 mia. euro alene i 2019. Babis selv afviser anklagerne. De vil afgjort blive brugt mod ham i den valgkamp, der kommer. Der skal være valg i Tjekkiet i efteråret. Anklagerne fra EPPO og fra et flertal i Europa-Parlamentet ses derfor som unfair indblanding udefra.

Synspunktet deles af regeringerne i Ungarn og Polen, som det “liberale” mainstreams kamp mod de “ukorrekte” i det nye Europa. At forretningsfolk i det gamle Europa har kommercielle interesser er kendt også i det gamle Europa (og i højeste grad USA). Italiens Berlusconi kunne ustraffet drive forretninger, da han var ministerpræsident. Hans selskabskonstruktioner var mindst lige så kritisable som Babis’, siges det.

Bulgarien og Rumænien slipper lettere end Tjekkiet, Polen og Ungarn. De optræder mindre provokerende og udfordrende over for EU systemet som vi kender det i dag.

Share This