Ændringer på vej i polsk energipolitik, kul er blevet et problem i Polen og ikke kun pga. miljøet

En kulmine ved Katowice Foto: Chancellery of the President of the Republic of Poland

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Skiftende regeringer i Polen og i særlig grad de regeringer der har været ledet af Lov og Retfærdighedspartiet har over årene betragtet kul og mindedrift nærmest som Polens økonomiske fundament. ”Gud gav os det for at udvinde det og bruge det”, lyder det. For blot et år siden erklærede præsident Andrzej Duda kullet som ”vores strategiske råvare”;

”Vi har brugt det i 200 år, og så længe jeg er præsident vil jeg ikke acceptere at de polske miner bliver myrdet”, fortsatte han. I 2017 udtalte ministerpræsident Mateusz Morawiecki, at ”kullet er grundlaget for vores energiforsyning; det kan vi ikke og det agter vi ikke at fravige”. Det løfte blev ikke holdt, for i tiltrædelsestalen i år, efter valget i her oktober, lød der nye toner. Forholdene har ændret sig, erklærede Morawiecki. Tiden er inde til at lægge større vægt på vedvarende energi, sænke luftforureningen. Energiplanerne frem til 2040 er derfor revideret. Energiministeriet er nedlagt og lagt ind under andre ministerier, især under ministeriet for statens aktiver.

En del af kompetencen er overgået til klimaminister Michal Kurtyc, Polens repræsentant ved COP24. Polen har langt om længe tilsluttet sig EU’s langsigtede klimamål for nedbringelse af CO2. I 2025 skal medlemslandene ophøre med at yde offentlig støtte til de elværker, der udleder over 0.55 tons CO2 for hver 1 MWh (megawatt timer) elproduktion. Prisen for tilladelse til at udlede CO2 skal også stige. 

I hele EU har vi i dag 200 elværker baseret på kul og 130 miner. I den branche er 240.000 beskæftiget, deraf halvdelen polakker. I minearbejderkredse hilses den nye udvikling ikke velkommen, her tales der om en ny ”anti-kul sammensværgelse. Under regeringerne ledet af Donald Tusk blev støtten til mineindustrien nedbragt, hvilket førte til alvorlige finansielle problemer i de store selskaber. 

Da Lov og Retfærdighedspartiet kom til i 2015, blev der iværksat store økonomiske redningsprogrammer, møntet på at lette gældsbyrden, fx ved at ombytte gæld til obligationer. Regeringerne forsøgte også at tvinge energikoncernerne til at købe polsk kul til rentable priser. De store energiselskaber lovede som gengæld herfor at sænke omkostningerne, men det lykkedes ikke. Et af de store selskaber (PGG) har godt nok fået 11 pct. færre ansatte, men produktionen er faldet med 25 pct. PGGs overskud er alene i løbet af det sidste år faldet fra 100 mio. zloty (ca. 160 mio. danske kr.), en femtedel i forhold til året år.

Andre energiselskaber har store underskud. Priserne på kul indkøbt til kraftværker og kraftvarmeværker er steget markant, for kraftvarmeværkerne med hele 34 pct. siden 2015, skriver Adam Grzeszak i ”Polityka” (49. 2019). Det har betydet stigende elpriser. At åbne helt nye miner er stødt på meget stærk lokal modstand.

Eksempelvis er udslippet af metan steget fra minerne til skade for miljøet. Udvindingen af kul fra polske miner er samlet set faldet markant. Reserverne af kul er blevet mindre. Lagrene af usælgelige forekomster af kul af dårlig kvalitet hober sig op. Importen af kul er derfor vokset, især fra Rusland, og den vil fortsat vokse, hvis forbruget af kul fastholdes. Forbruget af kul i private hjem (kakkelovne og kaminer) er 12 mio. om året.

Forbruget bør, siges det nu, erstattes af gas og varmepumper. Vindmøller til havs bliver udbygget, men ikke på landjorden. Polen vil af politiske årsager ikke købe ekstra gas fra Northstream II, men norsk gas via en ny omdiskuteret gasledning via Danmark til de norske felter i Nordsøen. Regeringen planlægger også at indføre atomkraft fra 2030`erne for at få CO2 udslippet bragt ned. Kort sagt, ikke kun Danmark, også vort naboland mod syd-øst har skiftet spor i klimapolitikken.

Share This