Havnetunnel og to nye promenader i Świnoujście
af Kim Halling Mortensen
Polen: Man har snakket om det i evigheder. Der er blevet kæmpet politisk for det i over 15 år. Nu bliver det en realitet. I år 2021 er det slut med den hyggelige lille byfærge mellem øerne Wolin og Uznam i Świnoujście. I 2018 begynder byggeriet af en vejtunnel nemlig til ialt 912 millioner złoty. Heraf finansieres de 775 millioner af EU-midler.
Øen Uznam – på tysk Usedom – og Świnoujścies vestlige del har ingen fastlandsforbindelse med det øvrige Polen. 80% af Świnoujścies indbyggere bor i denne vestlige del af byen. Derimod ligger byens jernbanestation og færgeterminal på den østlige side. Ankommer man i bil til Świnoujście skal man ud på en sydlig omvej for at finde en lokal færge, hvis man vil helt frem med bilen til den store dejlige strand og de mange pittoreske feriepensioner eller de hypermoderne feriekomplekser.
Świnoujście barsler ud over den fremtidige tunnel også med en ny strandpromenade. Ja i virkeligheden hele to. Thi den gamle skal fornys og en ny såkaldt “sundheds-promenade” skal konstrueres. Det forventes, at man i juli kan få bekræftet, at der kan bevilges de nødvendige penge fra EU til projektet.
Med disse forbedringer bliver Świnoujście uden tvivl en endnu større konkurrent til de mange tyske feriesteder på øen Usedom. I forvejen er den polske østersøkyst at attraktivt alternativ for de mange tyskere – og skandinaver – der ikke er parate til at indlogere sig på de noget dyrere tyske hoteller og pensioner.
Den kommende tunnel vil uden tvivl alt andet lige betyde en kraftig stigning i biltrafikken. Til gengæld er der fortsat ingen udsigt til at grænseovergangen ved Świnoujście og Ahlbeck åbnes for motorkøretøjer. Man skal som dansker fortsat enten krydse landegrænsen tæt ved Szczecin eller tage en færge fra Sverige, hvis man vil have bilen med på ferie. Kommer man med toget, så er der direkte kørsel mellem Stralsund og Świnoujście Centrum. Samt naturligvis fra Szczecin og andre polske byer. En genoplivning af førkrigs-jernbanestrækningen mellem Berlin og Świnoujście har imidlertid lange udsigter. Hvis nogen overhovedet. Polske og tyske erhvervsfolk grundlagde i 2010 en aktionskomite, der skulle arbejde for en to timers togforbindelse mellem de to byer. Indtil videre må jernbane-entusiaster nøjes med at mindes hvad der engang var. Bl.a. ved at kigge på denne interessante video fra 2011.