Polens politiske splittelse ødelægger demokratiet i Polen og landets internationale omdømme

Den nye regering i Polen vil ændre landets udenrigspolitiske orientering og satse på den såkaldte Weimar triangel. Et sporskifte, som under normale omstændigheder kunne være til gavn for både Polen og Europa, men som med den politiske splittelse i Polen in mente, snarere vil gøre Polen til en utroværdig og uberegnelig samarbejdspartner.

Analyse af Ota Tiefenböck

Polen: Polens viceudenrigsminister Andrzej Szejna gav i denne uge i avisen Rzeczpospolita udtryk for, at landets nye regering under Donald Tusks ledelse vil ændre Polens udenrigspolitiske orientering. Polen vil fremover orientere sig mod Tyskland og Frankrig og satse på et samarbejde i den såkaldte Weimar triangel. 

Polens nye regering er i fuld gang med at indføre store ændringer i Polens indenrigs- og udenrigspolitiske orientering og fortsætter således stilen i polsk politik. Nemlig, at en valgsejr betyder en total ændring af landets inden- og udenrigspolitiske kurs, skiftevis nationalkonservativ og progressiv liberalistisk. 

Hvorvidt man bryder sig om Tusks regerings udenrigspolitiske kovending og de seneste tiltag, eksempelvis overtagelsen af landets public-service medier med magt og fængsling af to oppositionspolitikere, det er formentlig et spørgsmål om politisk orientering. En ting er dog sikker, uanset hvilken side af det politiske spektrum man tilhører: Demokratiet og respekten for anderledestænkende har svære vilkår i Polen, selv 35 år efter murens fald, og den politiske splittelse i Polen og manglende politiske kontinuitet i polsk politik kan vise sig at være til mere skade end gavn for landet.

De gode og de onde og Polens troværdighed

Donald Tusks proeuropæiske regerings overtagelse af magten i Polen er blevet hilst velkommen i Bruxelles. Europa Kommissionen har aldrig lagt skjul på, at den foregående nationalkonservative regering ikke var dens kop te. Der er til gengæld ingen tvivl om, at den nye polske liberal-progressive regering har dørene åbne i Bruxelles. EU kviterede da også straks med at indfri fem milliarder euro af de 65 milliarder i coronastøtte, som Polen havde fået indefrosset. Pengene, som blev tilbageholdt under den foregående regering, blev således frigivet blot i forventning om, at Polens nye regering vil opfylde Kommissionens krav på retsområdet. 

Den nye polske regering fik straks efter overtagelsen af magten taget sagerne i egne hænder. I en stil som ifølge kritikerne snarere ligner et kup, end en demokratisk overtagelse af magten, og Europa Kommissionen har helt afholdt sig fra at kommentere. Det har afstedkommet en del kritik. Heriblandt fra det ungarske regeringsparti Fideszs parlamentariske gruppe i Europa-Parlamentet, som stiller sig uforstående over for Kommissionens manglende handling og beskylder Europa-Kommissionen for dobbelte standarder. De ungarske europolitikere og flere andre kritikere mener, at overtagelsen af medierne var forfatningsstridig og uden respekt for retsprincipperne. Det burde Kommissionen have reageret på, mener de. 

Hvorvidt de ungarske europolitikere og de andre kritikere har ret, det vil formentlig også her afhænge af øjnene, der ser. Hvorvidt ens politiske overbevisning er nærmere det nationalkonservative Lov og Retfærdighedsparti eller Donald Tusks progressive euroliberalisme. At Kommissionens behandling af Polen under den tidligere regering og den nuværende regering er forskellig, det er der dog ingen tvivl om. Man kan således med rette sige, at EU med sine dobbelte standarder er med til at eskalere den polske politiske polarisering. En sidebemærkning her må være, at heller ikke de europæiske mainstream medier havde reageret ret meget på begivenhederne i Polen.

Den nye polske udenrigspolitiske udmelding om fremtidig satsning på samarbejdet med Tyskland og Frankrig vil formentlig også få en blandet modtagelse i mange af EUs medlemslande og rejse spørgsmål om Polens troværdighed. Især i de lande, der er tilknyttet det centraleuropæiske samarbejde Visegrad (V4) og landene i det såkaldte Tre Haves projekt, promoveret af Polens tidligere regering. Andrzej Szejna lagde i interviewet i Rzeczpospolita ikke skjul på, at disse aktiviteter praktisktaget er lagt i graven, og hans udmelding vil formentlig ikke ligefrem blive modtaget med et smil på læben i landene knyttet til disse projekter. Her vil den givetvis blive opfattet, som arrogant og som et svigt. En del af landene har nemlig lagt en del diplomatiske kræfter i projekterne. Det vil derfor få konsekvenser for Polens fremtidige muligheder for internationalt samarbejde, da mange af landene efterhånden vil opfatte Polen, som en utroværdig samarbejdspartner. Det kan derfor forventes, at Polens evigt skiftende politiske kurs på længere sigt vil få konsekvenser for landet. Især den dag, de nationalkonservative kræfter igen kommer til magten, og Polens politiske orientering vil ændre sig igen.

Mere og mere polariseret Polen

En af de partikoalitioner, der ved oktobervalget i Polen fik en stor vælgertilslutning, det var koalitionen Den Tredje Vej, bestående af partierne Polen 2050 af Szymon Holownia og Koalicija Polska af Wladyslaw Kosiniak-Kamysz. Mange polakker stemte på denne koalition, som i dag er en del af den regerende koalition, i forventning om, at koalitionen vil blive garant for normaliseringen af den politiske scene i Polen og vil finde en tredje vej ud af de evige stridigheder mellem Lov og Retfærdighedspartiet og Tusks Borgerplatform. En vej ud af den politiske splittelse, som har hersket i landet siden de politiske omvæltninger i 1989.

De politiske tiltag, som Tusk-regeringen har taget, tyder dog desværre på, at disse vælgere havde håbet forgæves. Den politiske udrensning af mere eller mindre hele statsapparatet, der finder sted efter et hvert polsk valg, uanset hvem der vinder det, det er kun en sikker vej mod endnu mere splittelse. Polen ser ud til at bevæge sig endnu højere op på polariseringsskalaen, og fremtidige polske valg vil udover politisk ideologi fortsat handle om en eksistentiel kamp for overlevelse. Denne bliver formentlig hårdere og hårdere og mere og mere farlig. Hvordan det bliver for polakker og europæere at navigere rundt i sådan en situation, er ikke svært at regne ud. Heller ikke, hvad det kommer til at betyde for Polens anseelse i Europa.