Nye politiske slagsmål i polariseret Polen: Et kup eller en retfærdig anholdelse?

Det polske parlament Sejm Foto: Ota Tiefenböck

Polen: Den polske regering og opposition er fortsat på krigsstien, denne gang drejer sagen sig om fængsling af ​​to politikere fra det tidligere regerende parti Lov og Retfærdighed (PiS), Mariusz Kamiński og Maciej Wąsik. De to politikere blev anholdt under besøget hos præsident Andrzej Duda.

Politiet arresterede Kamiński og Wonsik, i præsidentpaladset. Præsident Andrzej Duda havde ellers tidligere benådet de to politikere. Onsdag sagde Polens præsident, at han var rystet over anholdelsen af ​​de to politikere og insisterede på, at hans tidligere benådning af dem var gyldig.

Tilhængere af PiS lejr mener, at der foregår et kup i landet, mens regeringspolitikerne mener, at sagen handler om to dømte, der brød loven og skal i fængsel ligesom alle andre kriminelle.

“Det, der skete tirsdag aften, da politiet stormede præsidentpaladset og kidnappede statsoverhovedets gæster, er intet mindre end et statskup. Indenrigsminister Marcin Kierwiński og andre vil blive holdt ansvarlige for det,” sagde tidligere undervisningsminister og en af ​​PiS-lederne Przemyslaw Czarnek onsdag i RadioZet.

“Jeg er dybt rystet over, at de to PiS-parlamentsmedlemmer, som jeg inviterede til præsidentpaladset, blev tilbageholdt af politiet og er fængslet. Forsøget på at fratage dem deres parlamentariske pladser er ulovligt, og den benådning, jeg gav dem tidligere, er gyldig, der er intet, der har ændret sig. Jeg vil fortælle politikere over hele verden om, hvordan regeringspolitikerne i Polen skammeligt overtræder forfatningen,” sagde præsident Andrzej Duda.

Sagen om Kamiński og Wonsik går tilbage til 2007. I 2015 dømte en domstol dem for magtmisbrug, men Duda benådede efterfølgende begge politikere. Højesteret satte dog senere spørgsmålstegn ved denne benådning og en anden domstol sendte i december sidste år begge PiS-politikere i fængsel i to år.

Sejmens marskal Szymon Holownia underskrev derefter beslutningen om fratagelse af ​​deres mandater og ophævelse deres immunitet. Det var hverken Kamiński eller Wonsik enige i, og et af højesterets organer – nemlig Afdelingen for Ekstraordinær Kontrol og Offentlige Anliggender – annullerede afgørelsen.

“Jeg betragter min fængsling … som en politisk hævnakt. Som politisk fange er jeg begyndt at sultestrejke fra den første dag af min fængsling,” sagde Kamiński i en erklæring.

Sagen mod de to politikere er endnu en sag, som viser den politiske splittelse i Polen med premierminister Donald Tusks pro-europæiske regering på den ene side, og præsident Duda og det nationalt konservative parti PiS på den anden. ota

Share This