Ad

De liberale er arrogante, men deres dominans er slut

Vesten er i interregnum, kongen er død, men den nye ikke kronet endnu

Af Andrej Duhan

Debat: De liberales arrogance stammer fra en overbevisning om, at liberale synspunkter ikke er en afspejling af en ideologi men af ​​den objektive virkelighed. Ideologier eksisterer ikke, der er bare fakta, og den, som forstår dem, kan ikke andet end at være liberal. Liberalerne forstår ikke, at folk kan have et helt andet verdensbillede og værdier.

Et typisk eksempel er den liberale fortolkning af Brexit, hvor almindelige mennesker er blevet narret og stemte for at forlade EU, naturligvis ubevidst om deres egne økonomiske interesser. Hvem ville gøre den slags, hvis man vidste det? Lige så forbilledlig er Macrons arrogante tilgang til de gule veste.

Sammenfattende er eliten eller den liberale konsensus helt ude af trit med resten af ​​samfundet. Et hvert samfund har brug eliter, ønsket om et samfund uden eliter er ren utopi. Vestens problem er, at dens eliter, politiske, økonomiske og kulturelle, er ophørt med at være produkt af det samfund de stammer fra. De er blevet globale eliter uden specifikt tilhørsforhold til et bestemt sted, og identitet og fortid. Tabet af et forhold til ens eget land og dets befolkning er blevet erstattet af en progressiv og global dagsorden.

Det stadig tydeligere fravær viser sig ved et stigende forfald af systemets legitimitet. Det fælles træk ved det populistiske oprør tværs over hele Vesteuropa er forårsaget af følelsen af ​​tab af kontrol, uretfærdighed og dobbelte standarder. En følelse af, at systemet generelt ikke arbejder i befolkningens favør, at vinderne bliver de som omgår eller er i stand til bøje reglerne i deres favør. Og det er ligegyldigt, om det handler om illegale indvandrere eller multinationale selskaber.

Det er vigtigt at være klar over, at denne følelse kommer fra samfundets tilstand i videste forstand, ikke kun fra politik eller økonomi. Det kan være forårsaget af en stagnation af realindkomsterne i middelklassen og dens beskatning, en følelse af manglende social og fysisk sikkerhed, stigende betvivlelse af arven fra kollektive og personlige identiteter – fra de nationale til køn. Relativisering af kulturelle og moralske normer til fordel for mangfoldighed og a priori fejring af excentricitet, følelse af at være udlænding i eget land eller statens konstante forsøg på at uddanne og regulere. Det fælles træk er menneskernes voksende følelse af, at den liberale konsensus har vendt sig imod dem.

Den liberale konsensus har færre og færre tilhængere. Nogle af faktorerne kan fungere eller blive attraktive for nogen, men de vender sig i sin helhed mod de fleste og deres interesser. 

Et folkeligt oprør, almindelige menneskers oprør, er på vej. Folk har ikke lyst til at være repræsenteret. Derudover føler de en vis foragt. Det er et generelt problem for ethvert regime, ikke mindst for demokratiet. Folk vælger ikke noget eller nogen, men vender sig imod et system, som de er holdt op med at betragte som sine repræsentanter. Det henvender sig efterfølgende mod dem, som liberale eliter har stemplet som populister.

Populisterne tværs over hele Vesten er i virkeligheden en usammenhængende gruppe, som kun er forenet med en fælles modstand mod den liberale konsensus. De kan selvfølgelig tage fejl, bringe forenklede løsninger, være almindelige opportunister eller lokke folket med mere end sundt er. 

De er heller ikke nødvendigvis det rette alternativ. Under alle omstændigheder afspejler de synspunkter af brede segmenter af befolkningen, som ikke havde en målrettet repræsentation på eliternes gulve. De åbner op for problemer, der plager mange mennesker. I den forstand giver de demokratiet dets indhold tilbage.

I princippet spiller de en afgørende rolle – de returnerer demokratiet til, hvor det af liberalerne er blevet presset ud af i den liberale konsensus navn. Det returnerer balancen mellem demokrati og dets begrænsninger. De er et valg for demokratiet, hvor folket selv kan beslutte om indvandring eller postulerer majoritetsværdierne, for et demokrati som debat, for et demokrati som politisk selvstyre af det suveræne samfund. Som den amerikanske journalist Christopher Caldwell skriver, er liberalisme og demokrati i konflikt, og liberalerne kalder de mennesker, som i virkeligheden ønsker demokratiet for populister.

En populistisk revolte er en afvisning af ​​den liberale konsensus og dens overbevisning om, at den ikke har alternativer samt den arrogance, som den bliver håndhævet på. Den afviser også smalle korridorer for tilladte holdninger. Den liberale konsensus udnytter alle deres våben for at bevare den. Forskrækkelse, stempling, moralisering, bekæmpelse af hadttale og falske nyheder, uddelegering af kompetencer fra demokratisk kontrol til eksperter, store manifestationer af mangfoldighed og tolerance. Hvad der engang var demokrati, bliver i dag betegnet som populisme. Folk, der i årevis har stemt på partier fra højre og venstre, er pludselig idioter, ude af stand til at se realiterternes kompleksitet. De har brug for belæring.

Det er i virkeligheden tilhængere af den liberale konsensus, som ikke forstår den nye virkelighed, og deres arrogance forhindrer dem i at se den. De udviser de karakteristiske træk ved eliten i forfald – en elite, der er ophørt med at repræsentere sit samfund og derved er ved at miste sin legitimitet. De forsvarer et system, som står for fald. Den liberale konsensus er blevet moralsk og politisk udtømt. Den har ingen kapacitet til at gøre indtryk på nogen nye, da den ikke har noget at tilbyde. Tværtimod, får den et faldende antal tilhængere. Kulturel deregulering, erstatning af politik med teknokratisme  og en ubegrænset økonomisk globalisering er i Vesten ved at få den modsatte virkning, nemlig henvender sig til flertallet, som søger det modsatte – nemlig kulturel, politisk og økonomisk sikkerhed.

Vesten er i en interregnum-fase, som beskrevet af den italienske politiker og marxistisk filosof Antonio Gramsci. Det gamle er blevet ødelagt, det nye er ikke kendt endnu. Der er mange måder og retninger, hvorpå det nye kan formes. En ting er sikker, den dobbelte liberalismes dominans er slut. Og det er godt.

Andrej Duhans indslag er en fortsættelse af et debatindlæg bragt mandag, har du ikke læst det, kan du gøre det her.

Kommentarer