Brasiliansk målmand udtaget til Ruslands landshold

Guilherme Alvim Marinato Foto- Светлана Бекетова

Guilherme Alvim Marinato Foto- Светлана Бекетова

Den brasilianske målmand Guilherme Alvim Marinato modtog russisk statsborgerskab i november sidste år, og nu er den stærke Lokomotiv Moskva keeper blevet udtaget til Ruslands landshold

Af Toke Møller Theilade

Rusland: Da Leonid Slutsky, Ruslands landstræner, annoncerede sin seneste landsholdstrup den 11. marts, havde han et par kaniner i hatten. Slutsky gav først og fremmest comeback til angriberen Aleksandr Kerzhakov, der ellers ikke har været med efter Slutsky tog over efter italieneren Fabio Capello i efteråret sidste år. Udover Kerzhakov udtog også Lokomotiv Moskvas målmand Guilherme Alvim Marinato, bedre kendt som Guilherme. Guilherme har været en sikker sidste skanse for jernebaneholdet siden han byttede Atletico Paranaense ud med Lokomotivs røde trøje i sommeren 2007.

Guilherme var naturligvis glad efter, at han modtog den gode nyhed.

”Denne dag er meget vigtig for mig, ” udtalte han ifølge nyhedsbureauet TASS.

”Jeg bliver nødt til at vise alt, hvad jeg kan på banen. Jeg vil prøve at synge nationalsangen på banen, hvis jeg er i den endelige trup. Men jeg skal stadig lære alle ordene.”

Guilherme, der snakker flydende russisk, er den første naturaliserede fodboldspiller, der er udtaget til Sbornaya, Ruslands landshold, hvis man ser bort fra spillere fra de tidligere sovjetrepublikker. Han bliver dog næppe den sidste.

Som tidligere rapporteret her på Mr. East, er den tidligere tyske landsholdsspiller Roman Neustädter tæt på at få russisk pas med henblik på at hjælpe landsholdet. Det samme brasilianerne Mario Fernandes fra CSKA Moskva og Ariclenes da Silva Ferreira, bedre kendt som Ari, fra FC Krasnodar.

Det russiske landshold samles i Moskva den 22. marts, hvorefter de vil forberede sig til træningskampe imod Litauen og Frankrig.

Share This