Trafikken i Det Azovske Hav genoptaget, Ukraine overvejer undtagelsestilstand

Ukraines præsident Petro Porosjenko Foto: Ota Tiefenböck

Ukraine/Rusland: Rusland åbnede mandag igen for trafikken gennem Kertjstrædet, som adskiller Sortehavet og Det Azovske Hav, som i løbet af søndagen blev spærret af Rusland. Samtidig bekræfter russiske myndigheder beslaglæggelse af tre ukrainske skibe, som søndag, ifølge russiske medier, har sejlet i russisk farvand. Alle tre skibe bliver ifølge russerne sejlet til Kertj, og Rusland er begyndt at bevogte strædet med militære fly.

Ukraines parlament vil mandag, på baggrund af hændelsen i Kertjstrædet, behandle forslag fra landets præsident Petro Porosjenko om at indføre undtagelsestilstand i hele landet. Landets Sikkerhedsråd besluttede søndag aften at støtte forslaget om undtagelsestilstand i 60 dage. Samtidig er den ukrainske hær blevet sat til fuld kampberedskab.

Ifølge ukrainsk forfatning kan undtagelsestilstand indføres i tilfælde af væbnet angreb mod landet eller aggression som truer landets sikkerhed. Undtagelsestilstand betyder ikke nødvendigvis, at Ukraine begynder en krig mod Rusland, men giver landets myndigheder særlige beføjelser. ota

Share This