Visegrad-landene: Holdninger til EU, NATO, Rusland og Ukraine

Foto: CrazyPhunk

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Centraleuropa: For nylig offentliggjorde det slovakiske institut IVO en undersøgelse af holdningerne til internationale emner i  Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, kaldt Visegrad-landene. Over 1.000 personer blev adspurgt i hvert land. En del resultater vil sikkert overraske. 
Undersøgelsen viser, at Visegrad-samarbejdet, samarbejdet mellem de centraleuropæiske lande oprettet i 1991, støttes af 79 pct. af slovakkerne, 60 pct. af tjekkerne, 55 pct. af polakkerne og 46 pct. i Ungarn.

EU medlemskabet har, nok overraskende for de fleste, størst opbakning i Ungarn (65 pct.), 63 pct. i Slovakiet, 56 pct. i Polen og kun 42 pct. i Tjekkiet. Ungarn og Slovakiet følger som bekendt en ret selvstændig linje i forhold til EU. Den vækker ikke den store modstand i befolkningen, at dømme efter parlamentsvalgene. At støtte EU er ikke nødvendigvis at støtte EU sådan som det fungerer i dag. At forlade EU har ikke megen opbakning. Sporene fra Brexit skræmmer. Den nuværende regering i Tjekkiet følger en meget mainstream pro-EU politik, men der har i Tjekkiet lige siden optagelsen i EU været modstand mod større magt til Bruxelles og heller ikke et udbredt ønske om at overgå til euro’en. Euroskepticismen  trives også i liberale kredse. Tidligere ministerpræsident Václav Klaus og hans parti Borgerdemokratisk Parti (ODS) førte  i 1990erne thatcheristisk politik. EU skulle være et indre marked og ikke ret meget mere.

NATO vurderes ikke overraskende højest i Polen (84 pct.), noget mindre positivt i Tjekkiet og Slovakiet (51 pct.). I Ungarn støttes NATO medlemskabet af hele 76 pct. Det kan overraske.  Årsagen er ikke frygt for Rusland og krigen i Ukraine. Her fører Orbán som bekendt sin egen linje og uden de store problemer med opbakningen. Opbakningen til NATO skyldes formodentlig, at de fleste i Ungarn foretrækker militært samarbejde i NATO frem for i EU. Mange ønsker Trump tilbage i Det Hvide Hus. 

Når det gælder placering af ansvaret for krigen i Ukraine peger 76 pct. af polakkerne ikke overraskende på Rusland. Det samme gør 55 pct. af tjekkerne og 42 pct. af slovakkerne, men blot 40 pct. af ungarerne. Tallet bekræfter, at ungarernes positive holdning til NATO ikke bunder i anti-russiske holdninger. Mange i Ungarn mener, at opstanden i 1956 blev nedkæmpet af kommunister. Putin’s Rusland forbindes ikke med kommunisme. 56 pct. af polakkerne bakker op om regeringernes hårde linje over for Rusland under krigen i Ukraine. 51 pct. af ungarerne støtter Orban’s Ukraine-kritiske politik. Kun 34 pct. af tjekkerne støtter regeringens pro-NATO og pro-EU politik, når det gælder Ukraine. Det kan blive ændret efter næste valg, hvis Babis’ parti ANO vinder det.

69 pct. af tjekkerne og slovakkerne er iflg. undersøgelsen imod at modtage flere flygtninge fra Ukraine, det samme gælder 55 pct. af polakkerne og 54 pct. af ungarerne. Modstanden er vokset efter gennemførelsen af meningsmålingen og ikke mindst i Polen. Holdningerne til at modtage flygtninge og at støtte Ukraine økonomisk og militært var klart mere positive i månederne lige efter den russiske invasion februar 2022.

Share This