Vigende støtte til ukrainske flygtninge i Polen

Ukrainske flygtninge i Polen Foto: Silar

Ukraine/Polen: Siden angrebet på Ukraine har Polen taget imod millioner af ukrainske flygtninge. I starten var hjælpen overvældende, men ifølge en undersøgelse fra Center for Public Opinion Research (CBOS) er støtten til ukrainske flygtninge faldet fra 94 procent i 2022 til 57 procent i 2024 – det skriver AP.

Ifølge Natalia Panchenko, som leder  „Stand for Ukraine Foundation“ i Warszawa, er der stadig støtte til ukraine, men den er vigende. I løbet af de seneste par måneder har hun bemærket flere Ukraine-fjendtlige ytringer på de sociale medier. En ukrainsk mor har udtalt til BBC, at hendes datter bliver mobbet i skolen og bedt om at flytte hjem til Ukraine.

Flygtningespørgsmålet er blevet et emne i den polske valgkamp. Flere politikere forsøger at mobilisere vælgere ved at forholde sig kritisk til ukrainske flygtninge. Det gælder især den konservative præsidentkandidat Karol Nawrocki, som mener, at polske borgere skal favoriseres på bekostning af ukrainere. Hvis han kommer til magten, vil han give polakker fortrinsret til sundhedsmæssige ydelser og uddannelser. Nawrocki er partiløs, men stiller op for PiS ved det kommende præsidentvalg den 18. maj. Michael.Skovgaard    

Share This