USA, Rusland og det evige fjendebillede 

De amerikanske beslutningstagere fortsætter ufortrødent deres kamp mod Moskva med stadig mere omfattende sanktioner, alt imens den liberale verdensorden og deres eget politiske system kollapser omkring dem

Af Thomas Lie Eriksen

Haven’t they heard we won the war
What do they keep on fighting for?

Billy Joel –  Leningrad

USA/Rusland: Den nye runde af sanktioner er episk i sit kontraproduktive forsøg på at adfærdskorrigere Kreml. Hvis vi ser bort fra det faktum, at sanktionsvåbnet historisk yderst sjældent har medført positive resultater, og at de netop vedtagne tiltag risikerer at placerer store dele Europa i opposition til Washington, er det mest alvorlige aspekt nok, at Amerika og Rusland nu definitivt rykker væk fra hinanden, og at det dermed bliver meget vanskeligt at finde løsninger på en række af klodens mest presserende problemer og konflikter. Som om det ikke var nok med den frugtesløse sanktionspolitik, forlyder det nu, at der finder alvorlige overvejelser sted i Pentagon om at forsyne den ukrainske hær med våben i et stadigt forsøg på at besejre separatisterne i Donbass, men samtidig er den underliggende kalkule tilsyneladende at tvinge Moskva til at øge indsatsen markant for at bevare sin indflydelse i det østlige Ukraine.

Det bagvedliggende rationale er tilsyneladende, at Putin vil blive tvunget til at sende yderligere tropper til fronten med den medfølgende risiko, at soldaterne vil vende hjem i ligposer, en problematik som Kreml bestemt godt kan undvære op til det forestående præsidentvalg. Ud fra denne betragtning vil Moskva måske blive mere forhandlingsvillig. Der er dog tale om en meget koldblodig, for ikke at sige kynisk beregning fra amerikansk side. Det forekommer på ingen måde sandsynligt, at Rusland vil opgive kampen om Ukraine, og selv om større menneskelige tab vil være en politisk belastning for Putin, vil det først og fremmest betyde, at russerne for alvor vil involvere sig på separatisternes side. Alt dette vil indebære langt flere dræbte ukrainere, ikke mindst blandt civilbefolkningen. Washington øger altså indsatsen i kampen mod Rusland på bekostning af helt almindelige mennesker og risikerer dermed at forvandle Ukraine til et nyt Vietnam – endnu en stat der bliver totalt ødelagt i det evige opgør mellem Moskva og Washington.

En verden i brand  

Uanset hvad man mener om Ruslands ageren i Østukraine, kan det på ingen måde være i europæisk interesse, at der bliver skabt et geopolitisk sort hul i Østeuropa, og at det potentielt udvikler sig til en menneskelig katastrofe i lighed med Jugoslavien i de tidlige 1990ere. Såfremt Moskva rent faktisk var indblandet i den amerikanske valgkamp, er det naturligvis en meget alvorlig affære der må underkastes grundig undersøgelse, men det må samtidig erindres, at Washington er uofficiel verdensmester i at blande sig i andre staters interne forhold, herunder demokratiske stater, og at man også tidligere har forsøgt at påvirke den politiske udvikling i Rusland. Dertil kommer, at offentligheden endnu ikke er blevet forelagt de afgørende beviser på russisk indblanding i præsidentvalget, og at der fra flere sider nu rejses tvivl om sagens indre sammenhæng.

Under alle omstændigheder kan den angivelige russiske indblanding i valghandlingen næppe retfærdiggøre at sætte klodens skrøbelige geopolitiske stabilitet over styr. USA er verdens eneste tilbageværende supermagt, og grundlaget for denne position skal findes i en indtil videre overlegen økonomi og klodens uden sammenligning største militærbudget, der betyder, at amerikanerne er i stand til at opretholde baser og øvrige militærfaciliteter over hele verden. Ruslands position som globalmagt er næsten udelukkende grundet i geografiske omstændigheder, hvor den russiske stats enorme territorium grænser op til næsten samtlige af klodens vigtigste geopolitiske områder, herunder Europa, Østasien og Mellemøsten. Moskva har ikke samme muligheder for at agere på den globale scene som Washington, men samtidig har Rusland grundet sin geografiske placering aktier i samtlige de storpolitiske konflikter, hvor amerikanerne i øjeblikket er under størst pres. Det mest aktuelle eksempel er Nordkorea (som russerne deler grænse med), og selv om Kreml ikke har samme indflydelse på styret i Pyongyang som Kina, kan russerne stadig fungere som mægler i konflikten og måske forhindre, at situation kommer ud af kontrol, men så længe relationen til Washington bliver stadig dårligere, kan det blive overordentlig vanskeligt for russere og amerikanere at indgå i et konstruktivt samarbejde om at løse internationale problemstillinger. Dermed kan forfærdelige konflikter som fx. den syriske borgerkrig trække unødigt i langdrag, fordi den politiske elite i Washington synes fuldstændig besat af det russiske problem. Det efterlader så spørgsmålet om årsagen til denne besættelse.

Duellen uden ende

Det var den legendariske diplomat og Ruslandsekspert George F. Kennan (1904-2005), der i 1947 i sin berømte artikel The Sources of Soviet Conduct konstaterede, at “Russerne ser frem til en duel uden ende.” Der var nok mange, der opfattede duellen som afsluttet med murens fald og Sovjetunionens opløsning, men sådan skulle det ikke blive. Den franske historiker Alexis de Tocqueville (1805-1859) havde allerede i sit storværk Om demokrati i Amerika (1835-1840) forudsagt et kommende opgør mellem Rusland og Amerika, som fortsat giver genlyd: “To store folk, der kommer fra hver sit sted, rykker frem mod det samme mål: russerne og amerikanerne. Deres udgangspunkter er forskellige, deres veje er forskellige, men de synes begge i Forsynets hemmelige plan bestemte til en dag hver at holde den halve verdens skæbne i deres hænder.” Efter ophøret af Den kolde krig står Washington og Moskva endnu engang uforsonligt over for hinanden, men holder dog nok ikke mere “den halve verdens skæbne i deres hænder.” Dertil har globalpolitikken trods alt forandret sig for meget. Når det er sagt, kan der ikke herske tvivl om, at på næsten alle afgørende parametre: politisk kultur, historiske erfaringer, geografisk beliggenhed, religiøs forståelse og generelt ideologisk udblik befinder russerne og amerikanerne sig i hver sit verdenshjørne, eller måske endnu mere præcist i hver sin verden. En del af den meget stærke amerikanske antipati mod alt russisk skal nok findes i nogle kulturelle traditioner, hvor Washington overtog mange af de britiske fordomme, der særligt var opstået under den imperiale rivalisering, der udspillede sig i store dele af 1800-tallet. Men for at komme til bunds i den nuværende konflikt kommer vi ikke uden om at se nærmere på tiden umiddelbart efter afslutningen af Den kolde krig, hvor grundlaget for den nuværende ustabile relation mellem Rusland og USA blev grundlagt.

Det forspildte årti

Efter murens fald var der en udpræget forventning om, at relationen mellem Rusland og USA nu ville kunne normaliseres, og på overfladen så det lovende ud. Med den unge og dynamiske præsident Clinton i Det Hvide Hus og den på det tidspunkt endnu initiativrige Boris Jeltsin i Kreml, fremstod forholdet mellem de tidligere ærkerivaler ved 90ernes begyndelse positivt og med gode muligheder for at skabe en ny og stabil sikkerhedspolitisk orden i Europa og den øvrige verden. Men begivenhederne udviklede sig hurtigt i den modsatte retning. Allerede i 1994 advarede Jeltsin om risikoen for en kold fred, såfremt der ikke blev taget tilstrækkeligt hensyn til Moskvas interesser. I anden halvdel af Jeltsins præsidentperiode udviklede udenrigs- og premierminister Jevgenij Primakov (1929-2015) en doktrin, hvorefter Rusland skulle forlade den vestlig orienterede kurs og i stedet arbejde for en multipolær verdensorden i samarbejde med Asiens opstigende stormagter. I slutningen af årtiet opstod der spændinger pga. af NATOs mission i forbindelse med Kosovokrigen, hvor russerne så magtesløse til, mens deres nære allierede Serbien var under angreb.

Ved indgangen til det nye årtusind overtog Vladimir Putin magten i Kreml, og endnu engang var det ambitionen, at viske tavlen ren i forholdet til den vestlige verden, og endnu engang var begyndelsen lovende. Putin var således den første statsleder, der ringede til præsident Bush efter angrebet på World Trade Center, og Putin tillod amerikanerne at benytte russiske militære installationer i Centralasien og muliggjorde derved invasionen i Afghanistan. Moskva og Washington bevægende sig dog atter i hver sin retning i de følgende år, og på den sikkerhedspolitiske konference i München i 2007 erklærede Putin, at grænsen for hvad Rusland ville finde sig i bl.a. med henblik på yderligere NATO udvidelser var nået. Målet var fuldt. Washington ignorerede dog fuldstændig Putins advarsel og forslog i 2008, at Georgien og Ukraine skulle tilbydes medlemskab af alliancen. Forslaget blev blokeret af Tyskland og Frankrig, men skaden var sket, og Moskva skred til handling. Resten er historie.

Den usikre fremtid        

Den egentlige bevæggrund til ønsket om at optage Georgien og Ukraine i NATO – med den tidligere amerikanske forsvarsminister Robert Gates ord: ” en særlig monumental provokation” af Rusland, henstår fortsat i det uvisse. Ønskede Washington engang for alle at vise russerne, hvem der bestemte? Var man af den overbevisning, at Moskva ikke var i stand til at tilbagevise Vesten? Eller var det udtryk for en dyb skuffelse, over at Rusland, på trods af optagelse i G7-gruppen og efter etableringen af kontaktrådet mellem Moskva og NATO, fortsat ikke for alvor ville integreres i den (vestlige) verdensorden? Uanset baggrunden måtte hele scenariet tage sig meget anderledes ud set fra Kremls perspektiv. Efter Sovjetunionens opløsning og 90ernes kaotiske tilstand var målet nu klart: At genskabe Rusland som en af verdens ledende stormagter og herigennem bevare sin politiske uafhængighed, den måske afgørende røde tråd gennem Ruslands omskiftelige historie.

Måske skal forklaringen på den stærke antirussiske holdning i Washington findes på et grundlæggende psykologisk niveau og i en manglende erkendelse af den russiske oplevelse. Den meget anerkendte amerikansk/indiske udenrigspolitiske kommentator Fareed Zakaria, er i hvert fald af den opfattelse, at baggrunden for Moskvas nuværende udenrigspolitiske kurs skal findes i det tumultariske 20. århundrede, hvor russerne oplevede en omfattende revolution, to verdenskrige og indtog den afgørende hovedrolle under Den kolde krig. Ifølge Zakaria forstår Putin udmærket sin egen befolkning og Ruslands historie og placering i verden, men mere end det, så forstår Ruslands stærke mand næsten lige så godt den vestlige verden, vores styrker og svagheder, og hvordan disse kan udnyttes bedst muligt. Kremls topledelse forstår altså den vestlige verden fuldt ud, men det efterlader naturligvis spørgsmålet, om vi, herunder især amerikanerne, faktisk forstår Rusland, og hvad der er de egentlige drivkræfter i russisk historie.

Under alle omstændigheder står det nu helt klart, at den amerikanske besættelse af Rusland og Putin nu udgør en trussel for den politiske stabilitet i Guds eget land. Det amerikanske politiske system er om ikke imploderet, så i hvert fald i en meget alvorlig krisetilstand, hvor valget af Donald Trump vidner om nogle afgrundsdybe forskelle i det amerikanske samfund, som der ikke umiddelbart kan brygges bro over. I stedet for at forholde sig til disse omfattende problemer er løsningen for store dele af det politiske spektrum i Washington at forklare alle dårligdomme med henvisning til Putin og derigennem forsøge at genskabe den meget enkle sikkerhedspolitiske situation, der herskede i perioden 1945-1991. Denne sygelige besættelse af Rusland risikerer direkte at skade det samfundsdemokratiske fundament på en måde, som russerne – med eller uden indblanding i præsidentvalget – aldrig kunne havde forestillet sig. Duellen fortsætter.