Ukrainernes accept af en kommende fredsaftale bliver afgørende for, hvorvidt fredsaftalen lykkes

Af Ota Tiefenböck

Debat: Det tegner ikke helt godt for Ukraine. Udmeldingerne efter mødet mellem Rusland og USA i Riyadh, tyder på, at Ukraine ikke ligefrem kommer til at juble over en kommende fredsaftale. Uanset hvad denne aftale kommer til at indeholde, vil den dog under alle omstændigheder kræve både Ukraines og EUs accept. Og i begge tilfælde kan der opstå problemer. Problemer, som kan trække fredsaftalen i langdrag og betyde, at kampene vil fortsætte, til trods for en eventuel aftale mellem Rusland og USA. 

Udmeldingerne fra EU efter de amerikansk-russiske samtaler, er fortsat militær støtte til Ukraine. Det er især de baltiske lande, Polen og ikke mindst EUs udenrigschef Kaja Kallas, men også Danmark, der er de højestlydende og satser på den såkaldte “Putin forstår kun magt” stil. Det er naturligvis urealistisk, at EU helt kan blæse på en russisk-amerikansk aftale og kan fortsætte støtten til Ukraines militære konfrontation med Rusland. Dels fordi EU ikke har kapacitet nok til at gøre det, dels fordi det ukrainske militær efterhånden er udmattet og mangler soldater. Men de europæiske ledere kan stille krav til aftalen, berettiget eller uberettiget, og som sådan forlænge hele processen. Eksempelvis i håb om, at Ukraine får en bedre position på slagmarken, men muligvis også for at bevise deres egen vigtighed. Hvad der taler i mod, er den seneste udmelding fra den franske præsident Emmanuel Macron, som mandag erklærede sig parat til at forhandle med Putin. Historien melder ikke noget om, hvorvidt Putin ønsker at forhandle med Macron. Heller ikke hvorvidt Donald Trump ønsker at have Macron med til forhandlingerne. Macrons udmelding tyder dog på, at der er ved at ske en åbning, også fra EUs side. En anden ting, der taler imod, er Polens gode forhold til USA. Både Polens præsident Andrzej Duda og udenrigsminister Radoslaw Sikorski har netop været på besøg i USA, og polakkerne vil sikkert ikke tale amerikanerne imod og risikere at komme i unåde i USA. EU kan således formentlig blot forsinke fredsaftalen og tegner derfor ikke at blive det helt store problem for fredsprocessen.

Anderledes kan det gå med Ukraine. Der er ingen tvivl om, at en stor del af den ukrainske befolkning er træt af krigen, men betingelserne for fred, sådan som de tegner sig nu, de kan komme til at være en alt for stor kamel at sluge for ukrainerne. For ganske almindelige ukrainere, men især for de mange ultranationalistiske kræfter i Ukraine. At omtale disse kræfter, har været et tabu i medierne, men det betyder ikke, at de ikke eksisterer. Mange af disse var engageret ved Maidan revolutionen og har uden tvivl været medvirkende til, at situationen på Maidan udviklede sig, som den gjorde. Eksempelvis partierne Svoboda og Højre Sektor, som spillede en stor rolle på Maidan, eller sammenslutningen Azov, som senere blev til bataljonen Azov under det ukrainske militær. Vi hører ikke meget til de to første partier og personerne bag længere, men faktum er, at de begge, især Svoboda, havde en del tilhængere og medlemmer. Det er urealistisk, at de alle er kommet med på den ukrainske demokratiseringsbølge og er blevet demokrater. Disse personer, hvis hovedhelte er Stepan Bandera og Den Ukrainske Befrielseshær (UPA) fra tiden under anden verdenskrig, altså den hær, der fortsatte sine aktiviteter også efter anden verdenskrigs afslutning. Disse personer vil formentlig have meget svært ved at acceptere en aftale, hvor Ukraine ikke bliver behandlet ordentligt, og hvor Rusland får opfyldt de fleste af sine krav. En aftale mellem Ukraine og USA om amerikansk udvinding af ukrainske mineraler og sjældne grundstoffer, som Zelenskyj angiveligt skal undeskrive fredag, vil med sikkerhed ikke gøre sagen ligefrem bedre.

De fleste af disse mænd har kæmpet i tre år mod russerne, levet under ekstreme livsvilkår, mistet soldaterkammerater og familie og er formentlig generelt mærket af den tre års lange konflikt. De foragter ikke blot russerne, men også de “dekadente” vestlige værdier og vil muligvis betragte en russisk-amerikansk aftale, som en slags “sammensværgelse”. Hvorvidt den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj har midler til at få disse kræfter under kontrol vil tiden vise, men det er ikke umuligt at forestille sig, at disse personer kan give problemer. Vi skal ikke glemme, at der er voldsomt mange våben i omløb i Ukraine. Våben som det bliver svært at få under kontrol igen. Våben, som ville kunne bruges i en kamp i stil med den, helten Stepan Bandera havde ført for mange år siden.

Præsident Zelenskyj kan også blive et problem. Han kan efter en fredsaftale på betingelser, som er ydmygende for Ukraine, risikere at blive draget til ansvar for de beslutninger, han havde truffet under krigen. Heriblandt den afviste våbenhvile i marts 2022. Mange ukrainere ville sikkert stille spørgsmålstegn ved, om de mange tabte menneskeliv og ødelagt land var det værd. En accept af disse betingelser vil altså gøre hele krigen og de mange tabte menneskeliv endnu mere meningsløs, end den var forvejen. Zelenskyj vil således også have en grund til at forsinke fredsaftalen.

Mødet i Riyadh og den umiddelbart gode stemning mellem de to stormagter, er således kun det absolut første positive skridt til, at en fredsaftale eller våbenhvile kan blive realitet og voldshandlingerne i Ukraine få en ende. De næste skridt, de egentlige forhandlinger, hvor alle parter på en eller anden måde skal tilgodeses, det bliver den svære del. Den vigtigste del, og det gælder uanset om Ukraine og EU er med til fredsforhandlingerne eller ej, det bliver at få Ukraine til at acceptere og effektuere de aftaler, der bliver vedtaget. Og ikke mindst at sørge for, at disse aftaler også bliver overholdt.