Tysk fodbold: Bayern München mester igen – landsbyklub kan rykke op i det fineste selskab

Illustrationsfoto: José Goulão f

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Den tyske fodboldliga blev afsluttet lørdag og søndag. Som forventet blev Bayern München igen mester længe før sidste spilledag. De to nedrykkere var også fundet. Dermed handlede den eneste spænding om kvalifikation til europæiske turneringer. De fire hold i CL bliver Bayern München, Bayer Leverkusen, Eintracht Frankfurt og Borussia Dortmund. SC Freiburg ryger i Europa League, og Mainz 05 med den danske succestræner Bo Henriksen skal spille kvalifikation til Conference League. Længe lå Mainz til en CL-plads, men Dortmund snuppede fjerdepladsen efter en længere sejrsstime.

VFL Bochum og Holstein Kiel rykker ned, og Hamburger SV og FC Köln rykker op i 1. Bundesliga. Dermed er to store traditionsklubber tilbage i det fineste selskab – HSV efter syv år i 2. Bundesliga. Dermed vil næste sæson byde på det klassiske lokalopgør i form af HSV mod St. Pauli.

2. Bundesliga, som i øvrigt rummer flere traditionsklubber og har flere tilskuere end den fineste række, var præget af spænding til det sidste. Hele otte klubber lå til mulig oprykning før de to sidste runder. Den østtyske traditionsklub FC Magdeburg var tæt på, men tabte pusten til sidst.

Dynamo Dresden vender tilbage til 2. Bundesliga, mens de to østtyske klubber Hansa Rostock og Energie Cottbus, som før har spillet i den fineste række, frister en tilværelse i 3. Bundesliga.

De sidste afgørende kampe om kvalifikation til 1. Bundesliga spilles i denne uge. Alles øjne er rettet mod sensationsholdet SV Elversberg fra Tysklands mindste delstat Saarland. Byen har blot 13.000 indbyggere, men har stablet et slagkraftigt hold på benene med støtte fra et medicinalfirma. Elversberg sluttede på tredjepladsen i 2. Bundesliga og møder „provinsbyholdet“ FC Heidenheim, som blev tredjesidst i 1. Bundesliga.    

Share This