Srebrenica fortsat et stort problem i Bosnien-Herzegovina
Serbien/Bosnien-Herzegovina: Et udkast til en resolution omkring folkedrab i Srebrenica vækker fortsat store følelser i Serbien og Bosnien-Herzegovina. Storbritanniens udkast skal behandles af FN den 7. juli, men Republika Srpskas præsident Milorad Dodik vil opfordre den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov til, at Rusland nedlægger veto i FN. Det skriver det serbiske nyhedsbureau B92.
Ifølge Milorad Dodik forsøger resolutionen at skabe et ensidigt billede af begivenhederne i Srebrenica.
”Det er klart, at vi aldrig bliver helt enige omkring dokumentet. Hvis vi virkelig ønsker forsoning, hvorfor ikke også nævne de 3500 serbere slagtet af Naser Oric ( lederen af muslimernes styrker) og hans folk nær Srebrenica, siger Milorad Dodik som er overbevist om, at vedtagelsen af det britiske udkast blot vil eskalere spændingen i Bosnien-Herzegovina.
I Serbien får det britiske udkast ligeledes en kølig modtagelse. De serbiske medier bemærker, at udkastet nævner ordet ”folkedrab” 35 gange, mens ordet ”forsoning” kun optræder tre gange. Den serbiske avis Vecernje Novosti bemærker derudover, at det britiske udkast nævner intet om serbiske ofre.
Den serbiske udenrigsminister Ivica Dacic har foreløbigt ikke kommenteret udkastet og har heller ikke afsløret, om han vil deltage ved 20-års mindehøjtidelighed i Srebrenica i juli. ota