Russisk stjernerytter forlænger med storhold

Ilnur Zakharin. Foto: Filip Bossuyt

Den russiske cykelrytter Ilnur Zakarin, der sidste år vandt en etape i Tour de France, har underskrevet en ny to-årig kontrakt med storholdet Katusha-Alpecin.

Af Toke Theilade

De største cykelhold bruger typisk Tour de Frances hviledage til at annoncere nye ryttere og forlængelser med de største stjerner. I dag var ingen undtagelse. Katusha-Alpecin har nemlig annonceret at den russiske stjernerytter Ilnur Zakarin har skrevet under på en ny to-årig kontrakt med holdet, som han kom til i 2015.

27-årige Zakarin vandt i sidste sæson en etape i Tour de France, og blev i denne sæson nummer fem i Giro d’Italia, og han er godt i gang med at etablere sig selv som en del af verdenseliten. Derfor er sportsdirektør Jose Azevedo naturligvis også godt tilfreds med at kunne beholde det russiske es i endnu to år:

“Vi er glade for fortsat at skulle arbejde med Ilnur. Han viste i dette års Giro d’Italia og mange andre gange, at han er en af de mest aktive og bedste klatrere i verden. Hvis han fortsætter med at arbejde hårdt, så er jeg sikker på, at han en dag vil være højt oppe på et podium i en grand tour. Vi vil give ham den bedst mulige støtte fra holdet,” fortæller Azevedo til Katusha-Alpecins hjemmeside.

Zakarin selv var også positiv.

“Jeg ser frem til to år mere med Team Katusha-Alpecin. Siden jeg blev en del af holdet, har jeg udviklet mig stabilt, og jeg håber på at fortsætte md det i fremtiden. Jeg håber, at jeg kan gøre mig selv og folkene, der arbejder for holdet glade,” udtaler Zakarin.

Zakarin er ikke med i årets Tour de France, men forventes at deltage i Vuelta Espana senere på året.

Share This