Russisk region vil betale unge kvinder præmie for svangerskab

Rusland: Den vestrussiske region Orjol betaler nu unge kvinder en præmie på 100.000 rubler svarende til 8.200 kroner, hvis de lader sig registrere som værende gravide. Det skriver tyske Focus Online med Meduza som kilde. Et tegn på, at Rusland forsøger at løse den demografiske krise med incitamenter til at få flere børn.
Op mod halvdelen af de 80 russiske regioner udlover nu præmier, som især er rettet mod kvindelige elever på skoler og læreanstalter. En aldersgrænse er ikke angivet i de udstedte dekreter. Normalt starter russiske børn i skolen som seks- eller syv-årige og har 11 års skolegang.
Ifølge officielle tal er der 146 mio. indbyggere i Rusland, men mange eksperter mener, at tallet er væsentligt lavere. Tendensen for befolkningstallet er nedadgående, selv om Putin flere gange har slået til lyd for dannelser af storfamilier med seks-syv børn. Tidligere har flere russiske ministre slået til lyd for flere børn. Sundhedsminister Mikhail Muraschko har således erklæret, at kvinder ikke bør gå op i udddannelse og karriere, men at de i stedet bør koncentrere sig om at føde børn så tidligt som muligt. I efteråret 2024 vedtog Duma‘en et forbud mod reklamer for frivillig barnløshed. Undtaget er dog nonner, som tilhører den russisk-ortodokse kirke. Michael.Skovgaard