Russisk bilproduktion på vej op i gear igen. Kina kan levere alt

Af Michael Skovgaard

Rusland: Over en tredjedel af nye solgte biler i Rusland kommer nu fra Kina. Men AutoWas, som står bag Lada, producerer nu igen biler på højtryk. Det viser satellitbilleder fra fabrikken, og kinesiske underleverandører gør det muligt – det skriver tyske WirtschaftsWoche.
Lada-fabrikken i Toljatti lå stille efter Ruslands overfald på Ukraine og de deraf følgende sanktioner mod Rusland. Alle medarbejdere blev sendt hjem og området ved fabrikken var gabende tomt.
Men nu er produktionen i gang igen, og det drejer sig om Ladas topmodel Vesta, som gør brug af en masse kinesisk teknik. Flere kinesiske bilmærker eksporterer nu biler til Rusland og agerer også underleverandører for russiske mærker. Til mediet Bloomberg har en insider udtalt, at der ikke findes den del til en bil, som Rusland ikke kan skaffe i Kina. Landet har afløst samtlige vestlige leverandører, og det gælder også de værktøjsmaskiner, som bruges til at samle biler.
Lada Vesta bliver også kaldt den „russiske“ variant af rumænske Dacia, som er en aflægger af Renault og går for at være et discount-mærke i Europa uden den seneste elektronik og andre finesser. Men bilen yder 90 heste, har ABS og to airbags, og materialevalget i kabinen er på linje med mange vestlige biler. Her kan man se en videopræsentation …
Ironisk nok ejede Renault fabrikken i Toljatti 500 km. øst for Moskva frem til maj 2022, hvor det franske firma afhændede alle aktiviteter til Rusland for 1 rubel – dog med en tilbagekøbsoption på et senere tidspunkt. Renault led dermed et tab på 700 mio. euro. Året forinden havde de tjent over 900 mio. euro på aktiviteter i Rusland.