Ruslands regime skaber et nyt fjendebillede – „eurofascismen“

Screenshot : Den russiske udenrigsefterretningstjeneste SVR

Af Michael Skovgaard

Rusland: Russisk propaganda: Von der Leyen er den nye Hitler – USA er ikke længere hovedfjenden. Kreml har udset sig en ny hovedfjende – det er EU og Storbritannien. En aktuel kommentar fra det russiske nyhedsbureau RIA omtaler en „europæisk totalitarisme“, hvor Bruxelles straffer alle, som ikke adlyder – det er lig med „eurofascisme“ eller „euronazisme“ – det skriver Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ).

FAZ refererer til det russiske nyhedsbureau RIA, hvor udenrigsminister Lavrov udtalte, at EU vil genoplive den europæiske nazistiske ideologi med „Føreren fra Bruxelles“ som den drivende kraft. Den russiske udenrigsefterretningstjeneste SVR leverede en illustration på deres officielle website den 16. april. Von der Leyen er afbildet som en vampyr med blodige kløer og en krop med form som et hagekors og et blåt stjernebanner (EU). Fra højre stikker en bayonet med den russiske fane ind, og fra venstre en lignende med det amerikanske flag. Teksten lyder som følger: „Eurofascismen er som for 80 år siden Moskvas og Washingtons fælles fjende. EU-landenes beskyldninger om Trumps autoritære stil medfører en ny tilnærmelse mellem Rusland og USA.“

Illustrationens forlæg er at agit-propværk fra 1944 med titlen „Stunden nærmer sig“. Dermed menes sejren over Hitler, som oprindeligt var afbildet i hagekors-figuren. I originalen kommer bayonet-stødene også fra Storbritannien. De er væk i den nye udgave. London er nu på grund af støtten til Ukraine blevet til et problem for Moskva i lighed med EU-landene. 

I årevis har Putin underspillet vestmagternes rolle som allierede med Rusland under 2. Verdenskrig for at retfærdiggøre sit eget brud med Vesten. Tidligere var hovedfjenden USA, og de europæiske lande var blot „vasaller“ under USA‘s hegemoni. I 2019 betegnede han europæiske lande som satellitter. I starten af krigen i Ukraine omtalte han „det kollektive Vesten“ som Ruslands hovedmodstander med USA som hovedskurken.

Med Trumps tilnærmelse til Rusland bliver de europæiske lande nu fremstillet som selvstændige aktører, og dermed er Europa nu Moskvas ærkefjende. Putins magtsystem kan ikke overleve uden fjendebilleder – de er vigtige for at retfærdiggøre Ruslands ageren over for den menige russer. 

Share This