Rusland: status for 2015
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Rusland: For et år siden, ved årsskiftet 2014-15, blev Rusland betragtet som en pariah i Vesten. Rusland havde annekteret Krim og støttet separatisterne i Østukraine, Vesten havde indført sanktioner, aflyst G-8-mødet i Sochi og nærmest ”mobbet” landet under G-20 mødet i Australien.
Nok så vigtigt, var priserne på olie og gas begyndt at falde, og Rusland blev ramt dobbelt, af både sanktioner og lavere eksportindtægter.
Den økonomiske vækst i 2015 er negativ. Som beskrevet af den kendte kommentator Leonid Bershidsky, er Rusland her omkring årsskiftet 2015-2016 i en noget bedre position.
Ganske vist er priserne på olie og gas lave, men Vesten har brug for Rusland. Senest skete det med FNs Sikkerhedsråds resolution 2254 om en ”roadmap” for fred i Syrien. På G20-mødet i november blev Putin behandlet helt anderledes end året før. Selv præsident Obama, der tidligere mildt sagt har haft det svært med Putin, holdt separate møder med ham. Putin er kommet også på bedre talefod med Merkel og Hollande for at fastholde Minsk II fredsprocessen.
Gazprom har fået forhandlet Northstream II på plads med bl.a. Tyskland og Frankrig på trods af protester fra flere sider. Med den store flygtningestrøm har Europa også brug for Rusland for at få skabt fred i Syrien og skabt en eller anden form for samarbejde med Rusland i kampen mod IS.
Ruslands forhold til Kina og andre BRICS lande ses som ”stabilt”. Som bekendt har Rusland engageret sig aktivt militært i Syrien. Nedskydningen af det russiske passagerfly over Egypten og det russiske jagerfly over Tyrkiet (eller måske Syrien) har kun øget det russiske engagement, men forværringen af forholdet til Tyrkiet er alvorligt.
Rusland står nu også noget stærkere i Ukraine. Våbnene tier stort set i Donbas, konflikten er indtil videre ”fastfrosset”, og Kijev-regeringens mangel på evne til at vedtage og (især) gennemføre reformer har skabt ”Ukraine-træthed” i Vesten. Selv i USA tales der om en ”reset” af Ukraine-politikken.
Fra nytår standser Rusland fødevareimporten fra Ukraine og øger toldsatserne på grund af igangsættelsen af Ukraines dybe frihandelsaftale med Ukraine.
Udsigterne for 2016 er ”blandende”. De fortsat lave energipriser, negativ økonomisk vækst og voksende militærudgifter skaber problemer, og den nødvendige modernisering af den russiske økonomi er stort set udeblevet. Men en ny verdensorden tegner sig i horisonten, og det bekommer Rusland vel.