Rusland og USA forhandler om russisk gas til Europa, EU`s tur mod afgrunden fortsætter

Af Ota Tiefenböck

Rusland/EU/USA: Mens de europæiske ledere af den såkaldte “Koalition af villige” i dag i Paris endnu engang bl.a. skal diskutere udsendelse af europæiske soldater og efterføgende holde deres opmuntrende taler, er russerne og amerikanerne i gang med andre diskussioner. Om EU men uden EU. Og her tyder alt på, at EU`s fremtidig energiforsyning får den samme skæbne som fredsforhandlingerne mellem Rusland og USA om krigen i Ukraine. Nemlig uden at EU er inviteret med. Det EU, som i høj grad er afhængig af disse forhandlingers resultat, bliver altså heller ikke inviteret med til dette forhandlingsbord.
Den tyske avis Bild havde i sidste uge offentliggjort oplysninger om forhandlinger mellem USA og Rusland om Nord Stream, og disse oplysninger er nu bekræftet af den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov.
“Der er selvfølgelig forskellige meninger. Men der er interesse for at genoprette energiforsyningen til Europa. Vi diskuterer Nord Stream-rørledningerne. Det ville naturligvis være interessant, hvis amerikanerne brugte deres indflydelse på Europa og fik det til at stoppe med at afvise russisk gas, men lige nu lyder det som en form for surrealisme,” sagde den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov til den russiske tv-kanal, Pervyj Kanal og pegede på flere europæiske ledere, som i øjeblikket afviser import af russisk gas til EU..
Det er umiddelbart uklart, hvad diskussionerne mellem USA og Rusland helt går ud på, men ifølge tidligere oplysninger i sagen, er amerikansk deltagelse i projektet og økonomisk andel i Nord Stream i spil. Sker det, vil USA få en hidtil uset indflydelse over energiforsyningen i Europa og ganske paradoksalt vil komme til at tjene penge på europæernes import af russisk gas. Det skal hermed bemærkes, at det med stort sandsynlighed har været USA, der på en eller anden måde var involveret i eksplosionerne af de selvsamme rørledninger, som landet nu formentlig ønsker et medejerskab af. Her er det også vigtigt at bemærke, at det aldrig er blevet bevist, hvem der står bag sprængningen af Nord Stream, og at flere danske militære eksperter, eksempelvis Flemming Splidsboel og Niels Bo Poulsen, mener at det nok var Rusland, der står bag.
Den seneste udvikling i Ukrainekrigen tegner ikke godt for EU. Især fordi EU synes at være inficeret med slags fanatisme og de europæiske ledere bliver ved med at handle og diskutere, som om der er mange muligheder. Faktum er, at Ukraine og Europa har lidt nederlag i krigen. Ukraine på slagmarken og EU på grund af sin fejlslagne politik. Resultatet af de europæiske politikers konfliktsøgende politik i krigen i Ukraine bliver formentlig ikke kun en voldsomt forringet sikkerhedssituation i Europa, kæmpemæssige udgifter til drift og genopbygning af Ukraine, udgifter til oprustning med dermed følgende lavere levestandard i EU, men også en fremtidig afhængighed af ikke kun russisk gas, men også af amerikansk velvilje og prissætning af denne gas.