Rusland fordømmer militærøvelser mellem USA og Armenien 

Det armenske flag

Rusland: Rusland fordømmer i skarpe vendinger de militærøvelser, som under navnet “Eagle Partner” er blevet gennemført af USA og Armenien i 11 dage, frem til den 24. juli og det til trods for, at øvelserne har været begrænset til en militærbase nær Armenien’s hovedstad Jerevan. Målet, lyder det, er at fremme “interoperabiliteten” mellem de to landes militære styrker med henblik på at skabe fred og stabilitet i regionen. Tidspunktet og det symbolske i øvelserne passer bestemt ikke Rusland i en tid, hvor “kold krig” mellem Rusland og Vesten raser, og hvor Rusland er dybt involveret i krigen i Ukraine.

Armeniens endegyldige nederlag i krigen med Aserbajdsjan i 2023 med tabet af Nagorno-Karabakh forklarer tilnærmelsen mellem Armenien og vestlige lande, ud over USA også Frankrig, hvis forhold til Aserbajdsjan er blevet kraftigt forværret. Set fra Jerevan er Rusland ikke længere en garant for landets sikkerhed og fred i Kaukasus området. Armenien har også valgt at trække sig fra den kollektive sikkerhedsorganisation SCO, der indbefatter Kina.

Rusland frygter, at Armenien’s tilnærmelse til Vesten vil kunne true den nord-syd korridor, der forbinder Rusland og Iran, og som er vigtig for at omgå de vestlige sanktioner rettet mod landet. Armenien er fortsat stærkt afhængig af samhandelen med Rusland og leverancer herfra af bl.a. gas. Og Rusland har stadig militærbasen i Gyumri. Det sætter grænser for handlefriheden. Søren.Riishøj

Share This