Østtyske delstater går til valg i år – det kan ende med et regulært jordskred

Brandenburger Tor i Berlin Foto: Pedelecs

Af Michael Skovgaard

Tyskland: I september er der valg i de tre østlige delstater Sachsen, Thüringen og Brandenburg. De seneste meningsmålinger viser et opgør med den siddende forbundsregering. De tre partier i Ampel-regeringen i form af SPD, De Grønne og FDP er i fare for at ryge helt ud af de kommende lokale regeringer.

I delstaten Thüringen står de tre partier i forbundsregeringen til under 15 procent. SPD står til 7 procent, De Grønne til 5 procent og FDP til 2 procent. Spærregrænsen er på 5 procent. Dermed vil FDP være ude, De Grønne er på vippen, og SPD nærmer sig spærregrænsen.

CDU står til 20 procent, AfD til 30 procent, og det nye Sahra Wagenknecht parti BSW har sneget sig op på 16 procent. Die Linke, som hun har forladt, er blevet halveret og står nu til 16 procent.

Det bliver svære regeringsforhandlinger, da de to „nye“ partier i form af AfD og BSW næppe kan holdes ude denne gang. Tidligere har man i østdelstaterne set alle mulige krumspring og unaturlige konstellationer for at holde AfD fra fadet.

Hvis det skal ske denne gang, kræver det en besynderlig konstellation med det borgerlige parti CDU og Die Linke plus BSW for at opnå et flertal. SPD kan blive den afgørende tunge på vægtskålen, hvis partiet klarer skærene.

Omvendt er de to nye partier AfD og BSW tæt på et absolut flertal. AfD tilhører den yderste højrefløj, og BSW står for den „klassiske“ socialistiske venstrefløj med fokus på social retfærdighed i stedet for woke og politisk korrekthed, som præger De Grønne og til dels også dele af Die Linke og SPD.

Begge de nye partier er i øvrigt relativt „Rusland-venlige“ og imod sanktioner mod Rusland, flere våbenleverancer og øget tysk engagement i krigen i Ukraine.

Sahra Wagenknecht (BSW) har udtalt, at hun ikke vil regere sammen med AfD – i lighed med alle de øvrige partier. Selv om de to partier repræsenterer de to yderfløje i tysk politik, har de dog visse delmængder. Her drejer det sig primært om de østlige vælgeres utilfredshed med de siddende regeringspartier. 

Wagenknecht og BSW har som erklæret mål at komme med i kommende regeringer, og alt kan som bekendt ske i politik.

Omstridte Björn Höcke er spidskandidat for AfD i Thüringen. Lige nu er der en verserende retssag, hvor han risikerer at blive dømt for at have udtalt sætningen „Alles für Deutschland“ under et møde, da det skulle være et gammelt nazi-slogan, som blev brugt af SA i sin tid.

Retssagen forventes afsluttet inden det kommende valg. Om en reel dom og udelukkelse af Höcke vil svække AfD er yderst tvivlsomt. Den vil meget vel kunne få den modsatte effekt.

Share This