Nye ofre i Østukraine

Militær

De ukrainske militærenheder i Slavjansk Foto: Det Ukrainske Forsvarsministerium

Ukraine: Den fortsatte antiterroroperation i den østukrainske by Slavjansk har i dag krævet nye ofre. Den ukrainske indenrigsminister Arsen Avakov meddeler, at mindst fire ukrainske soldater har mistet livet, mens omkring 30 er blevet såret. Dertil kommer tab på separatisternes side og eventuelle tab blandt byens befolkning. Separatisterne selv har meddelt, at mindst 20 mennesker har mistet livet. Kampene i byen foregår, ifølge flere ukrainske medier, stadig tættere på byens centrum.

Arsen Avakov siger til det ukrainske nyhedsbureau Unian, at separatisterne benytter lokale beboere som levende skjolde, og det besværliggør de ukrainske enheders fremgang i kampen mod de omkring 800 separatister, som ifølge den ukrainske minister forsvarer byen med tunge våben.

Den ukrainske præsident Oleksandr Turtjinov har i dag i et tv interview udtrykt sin overbevisning om, at det er Rusland, der står bag alle uroligheder i det sydøstlige Ukraine.

Den ukrainske regering har efter fredagens uroligheder i den sydukrainske by Odessa besluttet at flytte en særlig militær enhed, som skal sørge for ro og orden i byen. Denne enhed er allerede kommet til byen, skriver Unian.

Flere bevæbnede grupper i Rusland og i det østlige Ukraine, har i den seneste tid udtrykt ønske om at komme Slavjansk og de andre byer i det østlige Ukraine til undsætning, heriblandt gruppen, som kalder sig for Mariupol Militia. ota

Share This