Moldova er et splittet land, og risiko for Ukraine-scenarium er stor uanset resultatet af søndagens valg

Det er tvivlsomt, hvorvidt proeuropæiske præsidentkandidat Maia Sandu vinder søndagens valg i Moldova. En ting er sikker, uanset hvem der vinder: Moldova er et splittet land, og fremstilling af valget, som et valg mellem Rusland og Europa, kan kun skabe problemer

Af Ota Tiefenböck

Moldova: Det blev ikke et klart og overbevisende resultat, sådan som man havde håbet på i Bruxelles, men derimod et meget tæt resultat. Moldovanere sagde godt nok “ja” til, at landets stræben efter EU medlemskab skal forankres i landets forfatning. De gav også flest stemmer til landets proeuropæiske leder og yndling i Bruxelles, Maia Sandu, men i begge tilfælde var resultatet langt under de forventninger, EU og Moldovas proeuropæiske kræfter havde inden valget. Kun et snævert flertal på 50,42 procent af befolkningen sagde “ja” til at forankre Moldovas proeuropæiske retning i landets forfatning. Maia Sandus sejr i første runde af præsidentvalget var mere overbevisende, men de 42 procent, foran den andenplacerede, såkaldt prorussiske, Alexander Stojanoglo, der fik godt 26 pct., er langtfra, hvad håbet og forventningen var. Det kan vise sig ikke at være nok i søndagens anden runde, og det kan komme til at skabe problemer i den proeuropæiske lejr. Vælgere af den såkaldt prorussiske lejr, af kandidaten Renato Usatii og Gagauzias basjkan Irina Vlah, samt vælgere af de såkaldt uafhængige kandidater Vasilie Tarlev og Victoria Fortuna, som af nogle betegnes som proxy-kandidater af den prorussiske oligark Ilan Shor, vil hovedsageligt stemme på Stojanoglo.

Det med EU`s øjne set skuffende resultat blev af politikere, diverse eksperter og af medierne hovedsageligt begrundet med russisk indblanding i valget. Maia Sandu beskyldte endda “kriminelle grupper, der arbejder sammen med udenlandske styrker” for at stå bag køb af stemmer. Landets myndigheder, sagde hun, havde “klare beviser for svig i et hidtil uset omfang”.

Der er så godt som ingen tvivl om, at russerne har forsøgt at påvirke valgets resultat. Rusland har en interesse i Moldova, i lighed med Ukraine, Georgien og andre postsovjetiske lande, og vil gerne bevare sin indflydelse i disse lande. Betyder det dog samtidig, at alt fra den proeuropæiske side, dvs. fra de nuværende proeuropæiske myndigheder i Moldova og fra EU, helt var efter den demokratiske håndbog, sådan som det bliver fremstillet af politikerne, eksperterne og medierne? Svaret er nej, og det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt vi har hørt om den side af sagen. 

Eksempelvis om de moldoviske vælgere der afgav deres stemme fra udlandet. Det skønnes, at omkring 1,1 million af de moldoviske vælgere arbejder og bor i udlandet. Ud af en befolkning på omkring 2,6 million, er det således et ikke ubetydeligt antal. Her er det bemærkelsesværdigt, at antallet af valgsteder i Rusland er blevet reduceret fra 17 ved valget i 2020 til kun 2 i 2024, samt at det kun var omkring 10.000 stemmesedler, de moldoviske myndigheder havde sendt til Rusland, hvor der arbejder og bor rundt regnet 100.000 moldovanere. Anderledes er det gået til i eksempelvis i Italien, hvor antallet af valgsteder er blevet fordoblet, fra 30 til 60, og samme tendens kan observeres i andre EU lande. Det kræver formentlig ikke de store analytiske evner til at regne ud, at moldoviske emigranter i EU hovedsageligt stemte på EU, mens moldoviske emigranter i Rusland for det meste ville have stemt nej til EU, altså hvis de havde fået mulighed for at gøre det.

Det er også vigtigt at bemærke Europa Kommissionens formand Ursula von der Leyens besøg af Moldova, som foregik umiddelbart inden valget. Kommissionens formand stillede under besøget i Moldova 1,8 milliarder euro i udviklingshjælp i udsigt. At denne økonomiske hjælp er betinget af, at Moldova rent faktisk vælger EU er nok ikke nødvendigt at understrege.

Det er således ikke kun den prorussiske lejr og Rusland, der har forsøgt at påvirke valget. Den proeuropæiske har også været godt med og har i de seneste år arbejdet målrettet på, at få Moldova ind på den europæiske vej, f.eks. ved at finansiere de mange ngo’er, der er aktive i landet. Det har været med til at skærpe polariseringen af det moldoviske samfund og været med til, at Moldovas præsidentvalg hovedsageligt handler om et valg mellem Rusland og EU. Problemet er, at der på begge sider er mennesker, som ønsker et godt forhold til både Rusland og EU. Landets historie, økonomiske forbindelser og sammensætningen af befolkningen taget i betragtning, er det formentlig ikke et så mærkeligt ønske. Selv den såkaldt prorussiske præsidentkandidat Alexander Stojanoglo har nemlig proklameret, at han ønsker europæisk integration, men at han ønsker samtidigt et godt forhold til Rusland.

Moldova er ikke anderledes sammenlignet med andre postsovjetiske republikker. Alle de postsovjetiske europæiske lande presses til at træffe et geopolitisk valg og enten vælge den ene eller den anden side: Vesten eller Rusland. Sådan en situation skaber ikke kun en stigende polarisering og fjendskab i de respektive landes befolkninger, den skaber også risiko for eskalering. Vi har oplevet samme situation i Ukraine op til og under Maidan, og vi ser samme mekanismer ske i Georgien. Det selvom, at landets regerende parti Georgiens Drøm forsøger at føre en pragmatisk europæisk integrationspolitik, men under hensynstagen til landets store og mægtige nabo i øst. Situationen i Georgien er anspændt, og samme situation kommer vi formentlig også til at opleve i Moldova efter søndagens valg. Uanset, hvem der vinder valget.

EU`s nuværende politiske linje og pres af disse lande synes umiddelbart ikke at være den rette vej at gå, i hvert fald hvis man ønsker en fredelig udvikling i Europa. Det er ikke den rette vej for hverken europæere eller de respektive landes befolkninger. Den skaber nemlig ikke andet end en stigende polarisering af samfundet i de respektive lande, risiko for yderligere konflikter i Europa og ikke mindst en yderligere konfrontation med Rusland.