McCarthyisme i Europa i dag – og i USA for 70 år siden

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Debat: For godt 70 år siden oplevede USA en intens jagt på påståede agenter fra det daværende Sovjetunionen, kaldt McCarthyismen. At kritisere den officielle politik, den hårde linje over for Sovjetunionen, havde alvorlige følger. I dag bliver der ikke uden grund talt om ny-McCarthyisme og med god grund. At kritisere brugen af sanktioner og militær oprustning og som et alternativ satse på diplomati og nå frem til en holdbar våbenhvile er ikke velset.

“Silent conformity”, at undlade at udtale sig kritisk om den førte politik var udbredt i Central- og Østeuropa under kommunismen, men fænomenet oplever vi også i dag under ny-MacCarthyismen, desværre. Der skal ikke ret meget til at blive anklaget for “putinisme” i dag. Selvkritik er ikke i højsædet. Der er heldigvis dem, der vover at udtrykke egne meninger, f.eks. den polske professor, Gregorz W. Kolodko, der i en artikel i det polske Przeglad taler om den ny koldkrigspsykose, båret frem af den militære lobby og af mainstreammedierne. Mange samfundsforskere, siger han rigtigt, følger trop, det være sig økonomer eller politologer. Den danske regering har valgt at lægge sig tæt på USA, fører “bandwagoning” politik, men det er sværere med Donald Trump i Det Hvide Hus. EU har desuden svært ved at optræde enigt.

Modstanden mod fortsat krig i Ukraine er voksende i Europa, for sanktioner og oprustning koster dyrt. Partier der går imod den førte politik er gået mærkbart frem i mange lande. Det politiske mainstream føler sig truet, og det kan mærkes. Ytringsfriheden har fået ringere vilkår. Liberalistokrati, demokratur og “kæmpende demokrati” vinder frem. Det betaler sig at agere “korrekt” og angribe dem, der ikke gør det, og de sociale medier har gjort det lettere. De der åbent tør modsætte sig den nye kold-krigspolitik finder vi af gode grunde mest blandt ældre. Yngre frygter at blive sortlistet og  fyret. De ældre mister ikke deres arbejde, men andre former for straf kan da komme på tale. 

USA i dag er et kapitel for sig. Her er debatten mere åben end i Europa. Det gjaldt også i årene efter murens fald. I juni 1997 kritiserede 50 tidligere senatorer, kabinetsekretærer, ambassadører og udenrigspolitiske eksperter således i et åbent brev Clinton-administrationen’s beslutning om at udvide NATO. Iflg. den britiske specialist i internationale relationer, Michael MccGwire, var planen om at udvide NATO et udtryk for arrogance og ønsketænkning. Det synspunkt blev delt af mange andre. fx Kenneth Waltz og George Kennan, der i starten af 1950erne lancerede “containment” strategien. Den realistiske skole, der ikke tror på at globalt amerikansk hegemoni er ganske stærk i USA, og det ikke blot blandt tidligere diplomater.

Men hvem var McCarthy? Joseph McCarthy var i sin tid leder af en komite i Senatet, der forholdt sig til “de røde” (“the commies”) og deres indflydelse inden for administrationen og frem for alt i Pentagon og udenrigsministeriet. I Repræsentanternes Hus havde McCarthy været chef for komiteen for u-amerikansk virksomhed (HUAC), der var blevet oprettet i 1938 med det formål at afdække nazistisk påvirkning. Senere kom turen så til “de røde”. Kravet var, at regeringen i Washington støttet af private organisationer, så langt som det var muligt, skulle  bremse kommunistisk påvirkning og teste medarbejdernes patriotiske sindelag. Udrensningerne ramte også  kulturlivet, ja selv flere ansatte i Hollywood. Mange blev sortlistet og fyret, og jagten på “de røde” blev støttet af både republikanere og demokrater. Kommissionen for afsløring af anti-amerikansk virksomhed var dog kontrolleret af republikanerne. Dommene kunne være hårde. Alger Hiss, diplomat og i sin tid rådgiver for præsident Roosevelt, blev i 1950 idømt 5 års fængsel. Julius Og Ethel Rosenberg blev dømt til døden og henrettet i 1953, anklaget for ulovligt at have røbet hemmeligheder om atombomben til Sovjetunionen. Den slags oplever vi dog heldigvis ikke herhjemme. 

I 1952 organiserede McCarthy i Senatet afhøringer af mistænkte. Også kirkelige, især protestanter, var på anklagebænken. Kampagnen mod de “ukorrekte” tog til, da Eisenhower blev præsident. Men efter Koareakrigen og Stalins død i marts 1953 blev det en del anderledes. Den kommunistiske trussel var blevet mindre. Nu blev McCarthy selv angrebet og endda meget voldsomt. Komiteen for afsløring af anti-amerikansk virksomhed fortsatte i årene derefter, men skiftede i 1975 navn og blev kaldt komiteen for indre sikkerhed. 

McCarthy’s karriere sluttede definitivt i 1954. Han døde i 1958 af en leversygdom, formentlig fremkaldt af et for stort alkoholforbrug. Som sagt i indledningen, så svæver hans ånd over vandene, her under den nye “iskolde krig”, vi har oplevet siden Rusland’s invasion af Ukraine i 2022.  Som i de hårde 1950’ere bliver folk fyret, sortlistet og anklaget for “putinisme”. Flere lande har ligefrem gjort det strafbart at fremkomme med det der defineres som “prorussiske synspunkter”. Under den gamle kolde krig var den ikke-kommunistiske venstrefløj aktiv i fredsbevægelserne, i dag er den svag og internt splittet.

Som fint beskrevet i Mearsheimer og Rosato’s bog fra 2023, “How States Think” er det bestemt ikke en let sag for beslutningstagere og stater at agere rationelt i en usikker og foranderlig verden. Det oplevede vi op til de to verdenskrige og også under den gamle kolde krig, og det oplever vi også i dag. USA og dets allierede troede, at militære aktioner ville kunne føre til pro-vestlige regimer i Afghanistan og i Irak, men tog grundigt fejl. Putin troede i 2022, at styret i Kiev kunne væltes gennem militær intervention, en Blitzkrieg. Også han tog fejl. 

Men hvad vil der ske efter våbenhvile og ikke-krig i Ukraine. Vil Rusland da angribe vestlige lande, eller vil han gå med til forhandlinger om våbenbegrænsninger for at få økonomien bedre på fode og undgå oprør nede fra? Før 1989, under Willy Brandt og senere Gorbatjov, var det den udbredte opfattelse, at diplomati, mægling, samhandel og menneskelige kontakter, manifesteret i fx Helsinki-aftalerne, ville føre til fred og stabilitet. Som bekendt endte det med murens fald og Sovjetunionen’s undergang. I dag er holdningen blandt beslutningstagerne herhjemme den modsatte, desværre. Færre militærudgifter ville ellers betyde flere penge i kampen mod klimaforandringer og til at bekæmpe nød og fattigdom i verden.