Lovændringer i Ungarn – og nærmer enden sig for Orbáns styre?

Ungarns hovedstad Budapest Foto. Ota Tiefenböck

Af Michael Skovgaard

Ungarn: 14. april vedtog Ungarn en del omfattende lovændringer med støtte fra Fidenz/KDNP og det højreorienterede parti Mi Hazank. Flere tysksprogede medier, som dækker Ungarn, giver en oversigt. En ændring er, at alle børn har ret til omsorg og beskyttelse, som er passende for en åndelig og fysisk udvikling. Fremover vil der kun blive tale om to biologiske køn forstået på den måde, at man bibeholder det køn, man har ved fødslen. Dermed bliver det ikke muigt, at især børn eller unge selv kan vælge at skifte køn. 

Fremover vil brugen af kontanter være beskyttet af forfatningen. Alle har ret til  at bruge kontanter, og kun ved denne sikring vil Ungarn være uafhængig af elektroniske finanssystemer eller anden regulering fra f. eks. EU.

Personer med dobbelt statsborgerskab vil fremover kunne udvises. hvis de skønnes at udgøre en fare for den offentlige sikkerhed.

Fremstilling af narkotika samt salg og reklamer bliver forbudt, og her vil der gælde nultolerance.

Endelig vil familien fremover være grundstenen i det ungarske samfund. Citat: „Ungarn bestræber sig på at undgå andre landes fejltagelser og vil fremover bibeholde et sikkert, tllregneligt og velfungerende samfund.  

Ægteskab mellem mand og kvinde er en institution i samfundet og en betingelse for samfundets overlevelse. Et menneske er mand eller kvinde, Moderen er en kvinde, og manden er en mand.“

Frem mod grundlovsændingen har der i den seneste måneds tid været protester i Budapest, hvor de tre broer over Donau tirsdag aften var besat af LGTB-forkæmpere som protest mod det varslede lovforslag. Demonstrationerne var arrangeret af centrum-venstre partiet Momentum og uafhængige politikere. Det store spørgsmål er, om der bliver tale om et reelt forbud mod pride-demonstrationer. Indtil videre er der kun tale om, at „reklame“ og grafisk fremstilling af LGBT bliver forbudt. De videre konsekvenser af loven for f. eks. homoseksuelle og deres rettigheder er indtil videre uklare.

Nok er der modstand mod Orbán og Fidesz fra centrum-venstre, men den største trussel mod Orbán lige nu er det nye parti TISZA under ledelse af Péter Magyar. Partiet har længe ligget side om side med Fidesz/KDNP, men den seneste meningsmåling i den forløbne uge giver partiet 51 procent og dermed et absolut flertal, hvilket ville betyde Orbáns endeligt, hvis tendensen holder frem til valget i 2026. Der er tale om en fremgang på næsten 10 procent i forhold til tidligere målinger.

Nu er der generelt store udsving i de ungarske målinger, og de næste par uger vil vise, om tendensen holder – også efter de seneste lovændringer, som har fundet sted efter den seneste måling.  

Share This