Kvinde bliver formentlig ny præsident i Ungarn
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Ungarn: Overraskende for nogle har Viktor Orbán udset en kvinde, den nuværende familieminister Katalin Novak som ny præsident og afløser for Janos Ader, der træder tilbage 10. maj 2022. Det skriver ”Balkan Insight” (27.12.2021). Novak har accepteret kandidaturet og agter at træde tilbage som minister fra nytår 2021-2022. Novak er, siges det, kendt for at være hårdtarbejdende, intelligent og ambitiøs, loyal og repræsentant for den ny politiker generation.
Præsidenten har i Ungarn mest en ceremonial rolle, vælges af parlamentet. Novak vælges af det nuværende parlament, hvor Orbáns parti Fidesz har 2/3 flertal. Ungarn hører til de lande, hvor antallet af kvinder i politik er lavt. Men Orbán er efter alt at dømme indstillet på at tage højde for de nye tider.
Katalin Novak (f. 1977) har taget universitetsgrader i international politik og lov, har studeret i Frankrig og England. Hun begyndte sin karriere i udenrigsministeriet, taler fire sprog og er et ideal for en konservativ regering, da hun forener det at være gift og være mor med en succesrig politisk karriere. At Novak blev familieminister er ikke en tilfældighed, for emner med relation til familie og demografi vejer tungt. Der er ydet familierne skattelettelser, billige lån og andre ydelser. Det gør naturligvis Novak til en af de populære ministre. I dag er hun en af Fidesz’ vicepræsidenter.
Ved valget i 2018 var hun placeret som nummer fire på Fidesz’ liste. Hun følger ikke kirken i alle spørgsmål, fx har hun forsvaret kunstig befrugtning i tilfælde af barnløshed. Oppositionen har accepteret valget af Novak, men mener, at hun ikke er den rigtige til posten. Hun vil støtte Orbán endnu mere end Ader, siges det.