Kampen om adgang til sjældne mineraler (“REMs”)

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

USA/Ukraine: Mineralaftalen (“the mineral deal”) mellem USA og Ukraine har fået rigtig megen omtale og det med god grund. Aftalen er ikke et vendepunkt, er i høj grad taktisk bestemt. Ukraine forventer, at USA med aftalen vil føle sig mere forpligtet til at bakke Ukraine op i kampen mod Rusland, men USA yder ikke Ukraine sikkerhedsgarantier og bakker heller ikke op om Europa’s såkaldte “reassurance force” i Ukraine. Ukraine bestemmer selv, hvad der skal udvindes og hvor i landet, det skal ske. Aftalen betyder ikke, som Trump havde lagt op til, at Ukraine skal betale tilbage på den økonomiske og militære støtte, USA har ydet. USA ser ikke Europa som en samarbejdspartner, men tværtimod som en konkurrent. EU er blevet forbigået, slet og ret. Som sagt af Anatol Lieven i “Responsible Statecraft” foreligger der til dato ikke grundige og pålidelige analyser af omfanget af sjældne metaller (“REMs”), fx lithium, titanium og uran, i Ukraine og af rentabiliteten, priser over for omkostninger. Der forventes ikke afkast af investeringerne inden for 10 år. I følge aftalen skal der oprettes en fælles investeringsfond med lige indflydelse for USA og Ukraine. Genopbygningen af Ukraine og det amerikanske engagement kan dog først begynde efter indgåelse af det, der ligner varig ikke-krig.

Med aftalen mellem USA og Ukraine er EU i jagten på sjældne metaller (“REMs”) tvunget til ad andre veje, frem for alt at arbejde tættere sammen med Kina, der lige nu råder over 98 pct. af de metaller, som Europa behøver for at kunne producere el-biler, sofistikerede “microchip’s” og vedvarende energi. Kina har som følge af told-krigen begrænset eksporten af vigtige sjældne metaller (“REMs”) til USA. I 2020 importerede EU-landene 10.700 tons sjældne metaller. Dengang stod Rusland for halvdelen, Kina for 43 pct. I 2021 faldt Rusland’s andel, i 2022 ned til 24 pct.  I 2024 blev Kina’s markedsandel endnu højere, 46.5 pct. mod Rusland’s 24 pct. EU satser på at opnå endnu højere diversitet og dermed også større autonomi. Let er det ikke, og det tager tid.

Aftalen mellem USA og Ukraine har også betydet, at EU i endnu højere grad også satser på Centralasien. Et led heri var et møde for nylig i Samarkand. En del af de indgåede aftaler fokuserer på infrastruktur-projekter, der som mål har at formindske afhængigheden af Rusland. Nordkorridoren skal ungås, i stedet skal der satses på en mellemkorridor strækkende sig fra Det Kaspiske Hav over Sydkaukasus og Sortehavet til Europa. 3 mia. euro ud af sammenlagt 12 mia. skal efter planen bruges med det mål for øje. Centralasien er også mulig eksportør af vigtige sjældne metaller til EU. Til det formål bliver der afsat 2.5 mia. euro. Kazachstan vil kunne blive storleverandør. Nær byen Karaganda i det centrale Kazachstan udvindes der 20 mio. ton mineraler. Kazachstan ejer, skønnes det, op mod 1/3 af verdens reserver. Investeringerne fra EU har en lang tidshorisont. Det kan tage 20 år, før Centralasien er storleverandør af sjældne metaller til Europa. Kina og Rusland vil givetvis forblive regionen i mange år frem.