Jobfest i Frankfurt efter Brexit
Frankfurt ser ud til at overtage rollen som Europas finansmonopol. Flere amerikanske storbanker er begyndt at flytte personale fra London til Frankfurt for at kunne agere uhindret i EU, skriver flere tyske medier
Af Michael Skovgaard
Tyskland: Således forventer den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley at udvide den nuværende afdeling på 200 mand med yderligere 400 stillinger. Endvidere har Goldman Sachs meldt ud, at man forventer at fordoble antallet af stillinger i Frankfurt i den kommende tid.
Alt i alt regner sammenslutningen af udenlandske banker med 3-5.000 nye stillinger i nær fremtid, da 12-14 af de største europæiske banker ventes at udvide staben med 3-400 medarbejdere i snit.
Senest har tre store japanske finanshuse – heriblandt Japans tredjestørste bank Sumitomo Mitsui – også besluttet at flytte aktiviteter fra London til Frankfurt.
Tendensen har allerede medført stigende priser på kontorlejemål i Frankfurt, som med godt 730.000 indbyggere er Tysklands femtestørste by.