JAZZ dig op på rejsen – Del 4

16602723_1208578735889909_1592893833966580579_n

Her er den fjerde del af en længere artikelserie om rytmiske musikfestivaler m.m. i Øst – og Centraleuropa. Denne gang præsenterer vi Polens længst levende jazz-festival. Plus en helt ny type festival på den europæiske scene. Herudover omtales kort to interessante festivaler. Til sidst omtaler vi jazzgiganternes kommende koncert i Warszawa. Og husk: Der spilles ikke kun jazz i snæver forstand på alle disse arrangementer. 

af Kim Halling Mortensen

Kim

JAZZ NAD ODRĄ – 53. udgave, 26. – 30. april 2017 

Jazz nad Odrą – Jazz ved Odra-floden – er den mest populære polske jazz-festival. I hvert fald i følge seneste læserafstemning i det førende polske jazz magasin Jazz Forum. Festivalen er samtidig et år ældre end dette magasin, hvis første nummer udkom i december 1965. Festivalens første plakat fra 1964 kan ses nedenfor. Den blokfløjtespillende kvinde på den anden plakat optrådte så vidt vides ikke ved festivalen i 1993. Tidsånden har fulgt med festivalens grafiske udtryk på godt og ondt.

Jazz nad Odrą er ikke den første større festival i landet, men derimod den ældste blandt de nulevende. Wrocław har fra starten været hjemstedet og siden 2012 står bystyret selv via bureauet Impart selv som en af arrangørerne bag festivalen (og en lang række andre af byens mangfoldige kulturtilbud).

Festivalen præsenterer traditionelt en blanding af store navne fra ind – og udland samt en konkurrence for nye polske talenter. Syv finalister er nu fundet til årets konkurrence ud af ialt 27 kapeller, der ønsker at slå igennem over for et større publikum og skarpe kritikere. I en af grupperne har en talentfuld ung dansker såmænd sneget sig med:  Trommeslageren Anders Lindhardt Madsen der er uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium. Mange store polske navne har gennem årene fået deres gennembrud på netop denne festival.

Årets program ses bedst her på festivalens polske websider. De engelske sider er generelt ligeledes brugbare. Billetter kan købes online hos føromtalte Impart og via siden eventim.pl. Begge portaler er også i engelske versioner. En samlet festivalbillet koster 449 zloty, men man kan også købe separate billetter til de enkelte koncerter.

Som altid kan en festival suppleres med et besøg i en af de lokale jazzklubber. Vi har i seriens anden del allerede nævnt Det Gamle Kloster i Wrocław. Byens mest populære jazzklub (med restaurant) er dog uden tvivl Vertigo Jazz Klub. Her kan man måske få lejlighed til at blive overrasket med uannoncerede gæsteoptrædener eller jam-sessions under festivalen. I det hele taget gælder det altid om at holde ører og øjne åbne for arrangementer uden for det officielle program.

BASS&BEAT FESTIVAL, 19.-21. MAJ, 2017

baner_festiwal_en

Denne festival er en nyskabelse i Europa. Ud over en lang række spændende koncerter vil der under festivalen foregå en konkurrence om titlen “Årets Bas Personlighed”. Desuden vil der være en række specialiserede workshops for de særligt interesserede. Uden at overdrive kan man vist roligt kalde festivalen for et overflødigshedshorn – selv om der ikke skal blæses. Bassen kommer her ud af skabet som ingensinde set og oplevet før.

Man kan købe billetter via festivalens hjemmeside. Har man brug for engelsk tekst, så skal man se her. Billeterne er enten til hele festivalen eller dagspas.

Międzynarodowy Festiwal. Starzy i Młodzi. Jazz w Krakowie…25. – 30. april, 2017

Dette er den 23. udgave af denne “Internationale jazzfestival. For gamle og unge”. Stedet hvor nye talenter mødes med gamle stjerner fra ind – og udland. Zbigniew Namysłowski, er en af de polske stjerner ved festivalen. Ham kan du læse mere om længere nede i forbindelse med “jazzgiganternes koncert” i Warszawa. Her skal det blot tilføjes, at han i Kraków optræder med sin nuværende kvintet, der spiller jazz inspireret af polsk folklore med musikalske rødder i folkedanse som krakowiak, mazurka, kujawiak samt i musik fra de sydlige bjergegne i Polen. Du kan læse mere om de optrædende – med sammendrag på engelsk  – her. Oplysning om hvor i Kraków man kan købe billetter findes her.

17798964_1640518935959712_6379916345113935546_n

6. Katowice JazzArt Festival. 25. -30. april, 2017

17022316_744354389057336_1367765731182146192_n

En nyere festival der åbner dører og ører for et bemærkelsesværdigt og alsidigt program. Et nærmere kig på de optrædende afslører, at mange musikalske kilder her får lov til at udfolde sig. Der er f. eks. belgierne fra Lab Trio, der sammensmelter jazzen med hip-hop og electronica. Der er norske Hedvig Mollestad Trio, hvor Hedvig selv spiller spade a la Jimi Hendrix. Et polsk avantgarde projekt med grupperne Kwadrofonik og Den Ny Musiks Orkester (Orkiestra Muzyki Nowej), hvor Bartok bl.a. er på programmet. Endelig optræder den formidable polske guitarist OG trommeslager, Apostolis Anthimos, med et program der blander blues og jazz-rock. Alt i alt en festival med et højt og anderledes ambitionsniveau, som det bliver interessant at følge udviklingen af i årene fremover. Festivalprogram og link til billetter her.

 

Giganci Polskiego Jazzu! Polske Jazz Giganter! Koncert i Warszawa d. 15. maj, 2017

giganci_polskiego_jazzu__large

For 61 år siden dukkede jazzen op fra den undergrund både kommunister og tidligere nazister havde fortrængt den til. Det skete på den første jazz-festival i Sopot i august 1956. “Længe leve jazzen” blev der råbt på gaderne. Folk fik lov til at overnatte på byens vidunderligt store strand. Unge piger dansede på lastbiler iført bikiner. Krop og intellekt løsrev sig for alvor fra stalinismens stramme tøjler. Herostratisk berømte Krzysztof Komeda optrådte dengang. Året efter afholdtes festival nummer to i rækken. Jazzen var kommet for at blive i Polen. Med ekspresfart blev Polen et af jazzens europæiske centre. En position der sidenhen aldrig er blevet truet. Som ung teenager optrådte saxofonisten Zbigniew Namysłowski også fra denne ny æras begyndelse. I årtier har han markeret sig som en af de mest sympatiske samt først og fremmest musikalsk fremragende repræsentanter for polsk jazz. Han har spillet med de store og har løbende skabt rammen om et utal af kapeller, hvor talentfulde unge musikere kunne udfolde sig sammen med mesteren selv. På koncerten i maj optræder han således sammen med en række musikstuderende samlet i Bednarska Super Band.

Naturligvis har Namysłowski også spillet sammen med violinisten og saxofonisten Michał Urbaniak. Efter samspillet med Namyslowski begyndte denne et toårigt samarbejde med Komeda. Det førte ham til Skandinavien, hvor han boede og spillede frem til 1969. Herefter dannede han sammen med sin kone – den originale enestående sangerinde Urszula Dudziak – et nyt fusionskapel, der høstede internationale roser. 1973 emigrerede han sammen med Urszula til USA. Herefter startede en stor international karriere, hvor han spillede sammen med Quincy Jones, Miles Davis, Wayne Shorter, Larry Correll, Chick Corea og mange mange andre. Når han optræder ved koncerten i Warszawa er det sammen med det hip-hop jazz-musikerne fra EABS.

Den sidste “gigant” er fusions – og  jazz-rock-gruppen Laboratorium. Deres historie rækker tilbage starten af 70’erne. Inden den første opløsning af gruppen i 1991 nåede de at udgive nogle af de mest spændende skiver overhovedet inden for moderne eksperimenterende og improvisatorisk jazz. Jeg erindrer med fryd natlige koncerter med gruppen i 80’ernes Warszawa i klubben Hybrydy. Det kogte. Gruppen gendannedes i 2006.

Billetter kan stadig købes online via bilety24

 

Seriens tidligere artikler kan ses her.

Share This