Immigranter og flygtninge fra Ukraine styrker Polen’s økonomi

Illustrationsfoto: Ota Tiefenböck

Polen: I nogle kredse vækker ukrainske flygtninge og immigranter modstand i Polen, da presset på boligmarkedet og sundhedssystemet forøges med prisstigninger og lange ventetider til følge. Men overordnet har de 1.55 mio. ukrainerne styrket den polske økonomi. Det fremgår af en rapport udarbejdet af “Gremi Personale Analysis” og offentliggjort af nyhedsbureauet PAP. Skatteindtægterne vil stige i 2025 med 27.7 pct. i forhold til 2024, i tal 1.65 mia. zloty svarende til 414 mio. dollar. Ukrainerne skaffer 33.7 pct. af de skatteindtægter, udlændinge med ophold i Polen samlet står for. Skattereformer, højere indkomster og et voksende antal ukrainere, der driver egne virksomheder har i meget høj grad bidraget til, at staten har fået de flere skatteindtægter.

Af de 1.55 mio. ukrainere bor de 24 pct. i Warszawa. 29 pct. er beskæftiget med produktion, 22 pct. transport og logistik, 16 pct. administrativ service og 11 pct. i bygge-og anlæg sektoren. I 2024 havde i alt 33.165 ukrainere egen virksomhed,  en fordobling siden 2022, hvor krigen med Rusland begyndte. I alt er 700.000 i beskæftigelse. De mange ukrainere har har skabt øget efterspørgsel og detailhandel og også ført til stigende lønninger. I gennemsnit er lønnen for ukrainere lavere end for polakker. Det har bragt prisstigningerne nedad. De er på årsbasis på omkring 5 pct.

Hvor mange ukrainere der efter indgåelse af en fredsaftale vil vende tilbage til Ukraine, vil afhænge af, hvor hastigt genopbygningen skrider frem. Meningsmålingerne er ikke opmuntrende. Ukraine får hårdt brug for arbejdskraft. Indbyggertallet var i 1991 på 51 mio., i dag på 35 mio. og iflg. nogle beregninger på blot 25 mio. Alderssammensætningen er skæv, alt for få er i den produktive alder. Genopbygningen vil formentlig koste op mod 750 mia. dollar, og tallet vokser for hver dag, krigen varer. Søren.Riishøj

Share This